Himmelbjerg-møde virkede formildende: 'Jeg var så rasende, da jeg kom'

Det har skabt store protester, at Skanderborg Kommune vil modernisere området omkring det ikoniske bjerg.

Borgere fra Ry og omegn var mødt talstærkt op, da der i aftes var borgermøde om Himmelbjergets fremtid i Ry Hallerne

Borgere fra Ry og omegn var mødt talstærkt op, da der i aftes var borgermøde om Himmelbjergets fremtid i Ry Hallerne, og efter mødet var flere af de fremmødte borgere mere rolige efter at have været i dialog med politikerne.

Der har ellers i længere tid været ganske heftig debat i lokalområdet, for politikerne i Skanderborg Kommune har nemlig planer om at renovere området omkring Himmelbjerget, og sidste år hyrede de et arkitektfirma, der tegnede et bud på, hvordan bjerget kan gøres mere moderne.

Det skulle gøres med nye stier, shelters til overnatning, selfiepladser, solsofaer og udsigtsplatforme.

Det forslag var blot ment som inspiration har politikerne slået fast, men det har bragt sindene i kog blandt mange. Blandt andre Bodil Colin, der var en af de borgere, der var mødt op til aftenens borgermøde.

Borgere stiller spørgsmål til politikerne. (Foto: Lise Thorsøe © Dr Østjylland)

Hun har kendt og brugt Himmelbjerget siden hun var barn.

- Jeg er så rasende simpelthen, for jeg synes ikke, det skal laves om og ligne en lufthavn med beton og glas, lød det forud for mødet.

Andre var mødt op i en lidt anden stemning. Blandt andre ægteparret Leif og Marianne Laursen, der mest af alt var nysgerrige på at høre de forskellige holdninger.

- Der er en gruppe, der ligesom har stillet sig op og sagt: 'Vi vil ingenting!', og det synes jeg, er noget pjat. Man ser masser af steder, at der sker ting og sager, som er godt. Det betyder ikke, man skal klistre det til med alt muligt, men noget synes jeg, er rigtig godt, lød det fra Leif Laursen.

Alle input blev skrevet op

På mødet kunne folk gå rundt til fire forskellige stande og tale med byrådsmedlemmer om de fire principper for den helhedsplan for området omkring Himmelbjerget, der er vedtaget af politikerne. Det handler om nye ankomstzoner, nye udsigtspunkter på bjerget, stisystemer og en bedre formidling af historien om Himmelbjerget.

Alle input fra borgerne blev kommenteret af politikerne og skrevet op på plancher, som nu skal indgå i det videre arbejde med helhedsplanen for Himmelbjerget.

Forslag fra borgerne skrives op på plancher. (Foto: Lise Thorsøe © Dr Østjylland)

Skanderborgs socialdemokratiske borgmester Jørgen Gaarde var tilfreds med udkommet af borgermødet.

- Det er gået så godt, som jeg nærmest kunne drømme om. Der har været godt med mennesker, og der er kommet mange gode idéer og givet udtryk for forskellige holdninger, man gerne vil have gennemført, sagde han, da borgermødet var ovre.

Efter mødet følte Leif og Marianne Laursen sig mere trygge ved planerne.

Se smukke, nye dronebilleder af Himmelbjerget og området omkring.

- Der er kommet mange gode ting frem også, især at de ikke vil lave totalt om på Himmelbjerget. Det kan jeg jo godt lide, lød det fra Marianne Laursen.

Også Bodil Colin, der indledningsvis var rasende, var en smule formildet efter mødet.

- Jeg synes ærlig talt, det var et godt møde, og der var mange forskellige holdninger. Men jeg vil være på vågerne hele tiden omkring, hvad der foregår, for der er et eller andet, der ikke gør mig helt tryg, og jeg kan ikke sige hvad, lød det.

Facebook
Twitter