Hjem til jul: Flere deler bil med fremmede

Delebilsfirmaet GoMore oplever en stor fremgang i antallet af folk, der får lift hjem til jul.

Helle Hoby og hendes passagerer læsser bilen inden afgang.

Der var engang, hvor juletrafik for dem, som ikke havde bil, var lig med tog og bus. Men sådan er det ikke nødvendigvis i dag.

Flere og flere billøse vælger nemlig at tage rejsen hjem på juleferie på en helt anden måde - nemlig ved at køre i en bil med fremmede.

Hos delebilsfirmaet GoMore kan man konstatere, at flere danskere end normalt har brugt tjenesten til at få et lift her i december.

- Det er, som om at folk får mere og mere tillid til det at køre med en fremmed, og vi forventer da også, at der vil være rigtig god julestemning i bilerne, hvor man kan lære nye mennesker at kende, siger presseansvarlig hos GoMore Rasmus Carlsen.

På landsplan regner GoMore med, at op mod 10.000 personer får et lift i løbet af tirsdag og onsdag, som er de travleste kørselsdage. Det er en fordobling i forhold til samme periode sidste år, hvor 5.000 fik et lift.

En af dem, der lægger bil til, er Helle Hoby, der tirsdag kørte turen Viby-Nakskov med tre passagerer:

- Jeg kan selv huske, hvordan det er ikke at have bil, og så kan man hjælpe nogen med at komme hurtigere og billigere på juleferie.