Hjemløs med tag over hovedet: Christina lever hele dagen på gaden og herberget

PORTRÆT Christina Strauss har været hjemløs i lange perioder af sit voksenliv. Nu har hun fået lejlighed, men har svært ved at overskue livet bag fire vægge.

(Foto: Silja Alström © (c) DR)

Det er en stille morgen i Tranbjerg. Ud over vinden, der river i trætoppene og en fjern summen fra bilerne, er der ikke mange lyde i det lille rækkehuskvarter, hvor Christina Strauss bor.

- Du behøver ikke tage støvlerne af, siger hun med et forsigtigt smil, da hun åbner døren.

Christina har selv støvler og en tyk vinterfrakke på, for der er koldt i lejligheden. Hun har boet her i et par år nu. Inden da var hun hjemløs og overnattede på herberger, i opgange eller parkeringskældre. Det er første gang, Christina Strauss har sin egen lejlighed.

Da hun flyttede ind var hun glad for at have fået sit eget sted, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var nemt at få tilværelsen med hus og have til at hænge sammen.

- Som jeg har det lige nu, så er det lige før, jeg har lyst til at sige denne her lejlighed op og flytte ned på herberget igen, siger hun.

Hjemløs med tag over hovedet

Christina er det, som Socialstyrelsen kalder for funktionelt hjemløs. Det betyder, at hun befinder sig i hjemløshedens grænseområde, da hun har en bolig, men ikke magter at bruge den.

De fleste dage tager Christina hjemmefra tidligt om morgenen og tilbringer hele dagen på gaden eller på herberger. Nogle gange foretrækker hun at sove på gaden, frem for at tage tilbage til rækkehuset i Tranbjerg.

- Det er så skræmmende, og jeg føler mig så ensom og alene. Jeg har aldrig lært at have en bolig. Jeg har aldrig lært at bo, siger Christina og går lidt i stå.

- Jeg har aldrig lært at være mig selv.

Christina var kun 13 år første gang, hun overnattede på gaden. Hendes barndom i Skagen var præget af druk, overgreb og mangel på omsorg. Siden hun var ung, har hun haft problemer med angst, depression og stoffer. Hun været hjemløs af flere omgange og når hun havde tag over hovedet, var det ofte på et herberg, hvor der var faste rutiner.

- Jeg kan slet ikke finde ud af at lave de rutiner for mig selv. Vi stod op på et bestemt tidspunkt, spiste morgenmad på et bestemt tidspunkt, middagsmad, aftensmad. Hvis jeg bare er derhjemme, får jeg ikke noget at spise.

Flov over sit hjem

Vi går op i køkkenalrummet, som ligger på førstesalen. Der er kun persienner i det ene vindue og her er heller ingen sofa. Til gengæld er der masser af andre ting, som ligger spredt ud på sofabordet, spisebordet og vindueskarmene. Kuglepenne, sejlgarn, papirstykker, små flasker med duftolier og stearinlys, der endnu ikke er sat i stager.

- Jeg kunne selvfølgelig gå i gang med at rydde op og gøre rent, men jeg kan bare slet ikke finde ud af at få det gjort. Jeg går bare helt i stå, siger hun.

Christina har også forsøgt at handle ind til aftensmad, men når hun kommer hjem med bæreposerne, mister hun overblikket over madlavning, borddækning og opvask.

- Jeg kan godt finde ud af at lave mad, men når jeg går alene med mig selv, er der bare så mange tanker, som jeg slet ikke kan holde ud at være i. Så vil jeg hellere lægge mig til at sove eller tage ind til byen og spise inde på værestedet.

Derfor bruger Christina stort set kun soveværelset i de få timer, hvor hun er hjemme. Hun kommer hjem, sover, står op, går i bad og tager tilbage til herberget og gadelivet, som hun er vant til.

Svært at tage imod hjælp

Det gør hun også i dag. Hun vil ned til de mange venner, hun har på Hus Forbis værested i Jægergårdsgade i Aarhus midtby.

Christina fortæller, at vennerne gerne vil besøge hende i lejligheden, så hun ikke føler sig så ensom. Men det er svært for hende at skulle have gæster. Dels fordi hun bliver flov over rodet i lejligheden, og fordi hun ikke ved, hvordan hun skal bære sig ad, hvis hun skal være værtinde.

Christina har mulighed for at få en bostøtte i en begrænset periode.

- Jeg synes, det er svært, når det er tidsbegrænset. Hvis jeg får at vide, at jeg kan få en bostøtte i for eksempel et halvt år, kan jeg blive helt stresset over det.

Christina lukker og låser døren efter sig.

Tættere på gaden

I værestedet i Jægergårdsgade er der masser af mennesker og flere af dem hilser smilende på Christina, da hun træder ind. Hun går hjemmevant gennem rummet og videre ind til køkkenet.

- Det er her, vi får morgenmad, fortæller hun og slår ud med armen.

En mand kommer og giver Christina et knus. Hun fortæller, at hun er bisidder for ham, når han skal til møder i kommunen. Hun går ind i rygerummet ved siden af og sætter sig i en brun lædersofa. Selvom det er formiddag, er røgen allerede så tæt, at den svier lidt i øjnene. Men Christina føler sig godt tilpas.

- Jeg føler, jeg kan bruges til noget. Her har jeg en værdi. Gadens folk er min familie, siger hun.

Christina håber, hun en dag vil kunne forene den tryghed, hun finder i gademiljøet, med en mere stabil tilværelse med et fast sted at sove hver nat, for livet på gaden er hårdt.

- Det er mit mål at blive bedre til at være sammen med mig selv, siger hun.

Christina har tænkt på at søge en bolig, der ligger i Aarhus midtby, så hun kan være tættere på herbergerne og de folk, hun kender.

- Så håber jeg, jeg vil kunne komme til at bruge mit hjem lidt mere, smiler hun.

  • Blå bog: Christina Strauss

  • Født 1980

  • Opvokset i Skagen. Har boet i Aarhus-området det meste af sit voksenliv

  • Vokset op i et hjem, hvor der var alkoholmisbrug og omsorgssvigt

  • Første gang hun søgte husly på gaden var som 13-årig, da overnattede hun på et offentligt toilet i Skagen.

  • Har sammenlagt været hjemløs i 10 år fra hun var 20 år til i dag.

  • Har haft et hashmisbrug, men er i stoffri i dag og går til møder hos NA (Narcotics Anonymous)