Hjemløse og socialt udsatte inviteret til nytårstaffel i Aarhus

Der var store smil og glæde, da 85 hjemløse og socialt udsatte i Aarhus fik et festmåltid torsdag.

Se, hvordan nytårstaflen gik for sig her.

Torsdag var der dømt feststemning og brede smil på Værestedet i Jægergårdsgade Aarhus.

I samarbejde med Hungry.dk bød værestedet nemlig aarhusianske hjemløse og socialt udsatte indenfor til en klassisk nytårstaffel med både hvide duge, tjenere, god vin og ikke mindst god mad.

På hjemmesiden Hungry.dk har brugerne kunnet donere fem, ti eller tyve kroner, når de bestilte mad. Penge, som har stablet nytårstaflet på benene.

Det fik 85 hjemløse og socialt udsatte glæde af. En af dem var Tommy Sørensen, der glædede sig over festmiddagen.

- Nu kender jeg jo de fleste af dem, der er her, så det er skidehyggeligt, siger han.

Hjemløshed er til at tage at føle på i Aarhus, hvor de seneste tal fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, viser, at antallet af hjemløse er steget fra 466 i 2009 til 767 i 2017. Især antallet af unge hjemløse mellem 18-24 år er steget markant i samme periode fra 52 til 205.

Derfor er det dejligt at kunne få lov til at forsøde tilværelsen lidt for de hjemløse og socialt udsatte, fortæller Ove Abildgaard, leder af værestedet.

En af de andre fremmødte til dagens nytårstaffel var Ruperto Moses, som var begejstret for den gode mad.

- Jeg tror, det er det dronning Margrethe spiser, sagde han med et stort grin.

Se, hvordan nytårstaflen gik for sig øverst på siden.