Det bliver stadig mere populært at hive stikket ud og tage på et langt højskoleophold, viser nye tal fra Danmarks Statistik
Idrætshøjskolen Aarhus er fyldt til bristepunktet.
- Det er lige som at gå på efterskole - bare federe. Der er ikke alle de kedelige fag - kun sjov og ballade, siger en af eleverne, 23-årige Maja Vestergaard Kristiansen.
Idrætshøjskolen melder alt udsolgt
Idrætshøjskolen plejer at have omkring 100 elever, men steg i efteråret til 135 og sætter her i foråret rekord med 150 elever.
- Det er det største antal, vi nogensinde har haft. Vi har ikke haft en seng ledig - det er helt fantastisk, siger forstander Henrik Løvschall.
Højskoletiden bliver ikke kun brugt på sjov og ballade. Idrætshøjskolen oplever, at mange elever netop vælger et ophold der, fordi de ønsker at uddanne sig inden for sundhedsområdet.
Højskolen ændrer fremtidsplan
Maja Vestergaard Kristiansen ville egentligt have læst idræt, men det har højskoleopholdet ændret på.
- Jeg er så glad for at være på højskole, at jeg har overvejet at blive højskolelærer. Jeg er gået fra tanken om at læse idræt til at tage på lærerseminariet, siger hun
På landsplan var 9800 sidste år på et langt højskoleophold.
Det svarer til en stigning på syv procent på et år.