Horsens får et af Europas største logistikcentre og 250 nye arbejdspladser

Logistikvirksomheden DSV opfører et nyt byggeri til to milliarder kroner.

DSV er en af verdens største logistikvirksomheder. (Foto: © Heikki Yding, Dr Østjylland)

To milliarder kroner bliver nu postet i et nyt kæmpebyggeri i Horsens.

Det er budskabet på et pressemøde i Horsens her til morgen hos virksomheden DSV, som er en af verdens største virksomheder inden for logistik.

DSV er allerede til stede i Horsens, men virksomheden regner med at vokse ud af de nuværende lokaler og udvider derfor nu med et nyt logistikcenter, som vil blive opført på nabogrunden i et industrikvarter vest for Horsens.

Det nye byggeri bliver 700.000 kvadratmeter stort og er dermed både Danmarks største logistikcenter og Europas største med kun én lejer, fortæller direktør Simon Galsgaard, der er administrerende direktør for DSV Road Denmark.

- Det er kæmpestort for os, og det bliver vores største lokation globalt, siger han.

Den administrerende direktør fortæller, at man har valgt Horsens som mål for det nye logistikcenter ud fra en god og konstruktiv dialog med kommunen, og fordi placeringen er god logistisk set, og så er det ikke mindst af hensyn til de 750 medarbejdere, der allerede nu arbejder i Horsens.

- Vi har rigtig mange medarbejdere, som bor her og i området, og skulle vi til at flytte til en anden lokation, ville det selvfølgelig påvirke dem, siger han.

Virksomheden regner med, at man får brug for 250 nye ansatte inden for de kommende år og når dermed 1.000 ansatte i Horsens.

Horsensianerne får en ny omfartsvej

I Horsens Kommune glæder borgmester Peter Sørensen (S) sig over planerne og udsigterne til flere arbejdspladser i kommunen, som er et resultat af et historisk stort salg af en erhvervsgrund.

- I dag er en helt særlig dag. Det er ikke hver dag, vi sælger 500.000 kvadratmeter erhvervsjord til en international virksomhed som DSV, som vi kender rigtig godt, og at vi også sikrer, at de konsoliderer sig her i Horsens med nye jobs også, siger han.

Det var en glad DSV-direktør (tv.) og borgmester (th.), der onsdag kunne løfte sløret for planerne i Horsens. (Foto: © Heikki Yding, Dr Østjylland)

Som en del af aftalen planlægger Horsens Kommune at anlægge en omfartsvej til cirka 45 millioner kroner, der vil lede store dele af den tunge trafik fra erhvervsområdet til Horsens C-afkørslen på E45.

Formålet er at give erhvervsvirksomhederne i området lettere adgang til motorvejen og at aflaste den meget trafikerede Silkeborgvej. Finansieringen af den nye vej kommer dels fra indtægterne af jordsalget.

Her ses hovedbygningen til de nuværende DSV-lokaler i Horsens. (Foto: © Heikki Yding, Dr Østjylland)

- Vi leder lastbilerne uden om byen, men det er jo også en vej, andre kan bruge. Det kommer til at betyde meget bedre fremkommelig trafik for både pendlere og virksomheder, siger han.

Første spadestik forventes at blive taget i august 2021, mens der ventes indflytning sidst i 2022 eller i starten af 2023. Det ventes dog først færdigbygget i løbet af 2026.