Fremover skal den lille by Hov i Odder Kommune hedde Hou. I hvert fald hvis det står til borgerne og de lokale politikere.
I går vedtog en enig kommunalbestyrelse at ændre stavemåden for byen, og dermed afspejler politikerne stemningen i landsbyen, hvor langt størstedelen af de adspurgte borgere vil have stavemåden lavet om.
Det viste en afstemning, borgerne selv holdt i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet.
Mens 844 borgere satte kryds ved "Hou", satte 49 kryds ved "Hov". Omkring 1.500 vælgere havde mulighed for at stemme om navneændringen.
Borgmester glæder sig over afgørelse
Borgmester Uffe Jensen (V) glæder sig over byrådets afgørelse.
- Der er kommet en entydig tilkendegivelse fra borgerne i Hov, som vi enstemmigt bakker op om, siger han.
Det er anden gang, kommunen forsøger at få ændret navnet på byen, men Kulturministeriets Stednavneudvalg afslog i 1974 den første anmodning. Det gjorde de med henvisning til, at det var dyrt, besværligt og forvirrende.
Men denne gang er forarbejdet bedre, fordi man har lavet en afstemning blandt borgerne, mener borgmesteren.
- Dengang var der ikke lige så tydelige tilkendegivelser, som der er nu. Så jeg forventer da, at vi står noget bedre, end vi gjorde dengang, og jeg håber, at Hov-borgerne og vi i Odder Kommune får ønsket opfyldt, siger Uffe Jensen.
Ifølge ham vil navneskiftet ikke koste mere end mellem 33.000 og 37.000 kroner, som blandt andet skal bruges til at skifte by- og vejskilte ud.
Stednavneudvalget forventes at tage sagen op til september.