En hund kan hjælpe mennesker med svære psykiske problemer. Det ved 43-årige Henriette Larsen fra Højbjerg nær Aarhus alt om. Hun lider af post-traumatisk stress syndrom (PTSD), og hendes hund Marley blev færdiguddannet som psykiatrisk servicehund for tre uger siden.
- Det giver mig mere selvstændighed i min hverdag, at jeg har ham. Det betyder alt for mig, siger Henriette Larsen.
Hunden dæmper angsten
Som psykiatrisk servicehund kan Marley nu iføre sig en lille blå vest. Vesten betyder, at Henriette Larsen må tage ham med ind i supermarkeder, butikker og busser, hvor hun ellers ikke kommer, fordi det giver hende angst.
- Når jeg kommer nye steder hen, orienterer Marley sig om, der er noget, vi skal holde øje med. Han har jo tit oplevet, at vi ikke har kunnet finde rundt, så når vi er nye steder afsøger han, om der er noget, han kender. Jeg kigger bare på ham, og så skal han nok finde ud af det. Jeg har altid en ledsager, som guider mig gennem livet, siger hun.
Marley giver Henriette mod på rækkehuset
I 14 år boede Henriette Larsen i bofællesskaber for psykisk syge, inden hun for tre år siden flyttede ind i et rækkehus. Hvis ikke Marley var flyttet med, havde hun ikke været i stand til at bo selv.
Men selvom Marley er en stor hjælp for Henriette Larsen, skal han også selv hjælpes. Netop det er med til at holde Henriette Larsen i gang.
- Det betyder noget, at jeg står op hver dag. Jeg skal tage mig af Marley, jeg skal give ham mad og gå tur med ham og være der for ham. Det betyder rigtigt meget, at det ikke er lige meget, om jeg er her, siger hun.
Flere hjælpende poter på vej Marley er ikke den eneste hund, der hjælper sin ejer. I løbet af tre et halvt år har foreningen Trinitas certificeret 24 hunde, og lige nu sidder yderligere 44 hunde på skolebænken i hele landet.
Det betyder, at flere borgere med psykiske udfordringer kan få lettere ved at tage til lægen, tage bussen eller handle i supermarkedet. Det er en stor hjælp, fortæller sekretær i Trinitas, Trine Bergmann.
- Før i tiden har de ikke haft mulighed for det på grund af deres psykiatriske udfordringer. Der har enten en mor eller veninde måttet tage med dem, eller også har de handlet ved midnat, hvor der ikke er så mange mennesker. Men nu kan de få deres hund med ud, og det gør at de kan handle, når det passer dem selv, siger hun.
Svært at få en servicehund
Marleys træning blev finansieret af fondspenge. Sidste forår åbnede Aarhus Kommune op for, at handicappede og psykisk syge kunne få bevilget penge til en servicehund. Indtil videre har kun en enkelt borger fået en psykisk servicehund gennem kommunen. Atten har fået afslag, fortæller Lone Gråbæk, der er administrativ service i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune,
- Det skal være en væsentlig afhjælpning af den funktionsnedsættelse man har, og alle behandlingsmuligheder skal være udtømte. Alt skal være prøvet af, og det er det i flere af vores sager ikke, siger hun.