Hunde skal hjælpe mentalt handicappede

Psykisk syge og mentalt handicappede aarhusianere kan nu få fire ben ekstra som støtte i hverdagen.

Aarhus Kommune har netop bevilget den første specialtrænede hund til en mentalt handicappet borger. (Arkivfoto). (Foto: Roland Ijdema © Colourbox)

Fire ben og en logrende hale skal i fremtiden hjælpe psykisk syge og mentalt handicappede aarhusianere. Kommunen har netop bevilget den første servicehund til en østjyde med fuld førlighed og godt syn.

- Forventningerne er, at hunden vil give tryghed og glæde i dagligdagen, siger Jens Lassen, der er kontorchef i Aarhus Kommunes sundhedsafdeling.

Andre kommuner har i forvejen lignende tilbud, men typisk bevilges hunde til personer med angst, autisme og bogstavdiagnoser. I Aarhus har en privat fond hidtil skulle betale.

- Det koster omkring 70.000 kroner per hund, så det kommer kun til at ske, når andre muligheder er afsøgt, siger Jens Lassen.

Servicehundeforeningen er afsender på godt hundrede servicehunde som bor hos psykisk syge danskere. Et tal, der vokser, men ikke nær meget som interessen, så derfor beder foreningen folk henvende sig til deres kommune.

- Mange kommuner kender til at bevilge en førerhund, men har ikke samme erfaring med en servicehund, siger formanden for servicehundeforeningen, Christian Christensen.

Facebook
Twitter