Hverken V eller S vil sende ekstra flyttepenge til supersygehus: 'Vi har ikke den store pung fremme'

Region Midtjylland har opgjort en ekstraregning på én milliard for at flytte hospital til nye rammer i Skejby.

Flytningen af de forskellige afdelinger af Aarhus Universitetshospital til nye rammer i Skejby blev dyrere end forventet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet vil sætte nye flyttepenge af til at redde Aarhus Universitetshospital ud af den økonomiske knibe, supersygehuset befinder sig i på grund af uforudsete udgifter på én milliard kroner.

Ifølge Region Midtjylland har det ellers kostet én milliard kroner ekstra at samle de gamle sygehuse i Aarhus under ét tag i Skejby – en regning, som regionsrådsformand Anders Kühnau (S) vil have hjælp til at betale, fordi de ikke var medregnet i budgettet.

Men det kommer ikke til at ske, siger Venstres politiske ordfører Britt Bager.

- Vi har jo allerede givet regionerne flere penge at drive sundhedsvæsen for. Men i forhold til det, Anders Kühnau beder om her, har vi altså ikke den store pung fremme, siger hun.

Supersygehuset står lige nu over for en sparerunde - blandt andet på grund af den ekstra dyre flytning.

Regionsrådsformand Anders Kühnau har nu bedt om 600 millioner kroner fra politikerne på Christiansborg, mens regionen selv er indstillet på at stå for de resterende 400 millioner.

Venstre: Det er regionens ansvar at styre økonomien

Men Britt Bager mener, regionen selv bærer ansvaret og dermed også regningen, og derfor må regionen finde pengene inden for de rammer, de får fremadrettet.

- I dag er det regionerne, der har ansvaret for at drive sundhedssystemet. Det vil vi gerne lave om. Blandt andet fordi vi har alt for mange af denne her slags diskussioner, hvor regionerne ikke vil tage ansvaret, når det går galt, og der ikke er styr på økonomien, siger hun.

Britt Bager fra Venstre afviser ansvaret for den ekstra udgift.

- Så skubber de ansvaret ind til os på Christiansborg, og det er ganske enkelt ikke rimeligt. Som det er i dag, er det regionernes ansvar og Anders Kühnaus ansvar at styre økonomien.

Anders Kühnau afviser, at ansvaret er hans, og at regionen har været for dårlig til at styre økonomien. For der er tale om penge, der aldrig er blevet afsat i det budget, man fik fra Christiansborg, siger han.

- Vi er faktisk i mål med det nye universitetshospital inden for de økonomiske rammer, vi har fået. Her er der tale om en ekstra udgift til udflytning og ibrugtagning. En udgift, vi på intet tidspunkt har fået penge til fra staten, lyder det.

S vil heller ikke afsætte særlig flyttehjælp

Hos Socialdemokratiet mener sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen også, at ansvaret ligger hos Venstre og regeringen.

- Hvis nogen bærer en skyld i det her, må det altså være Lars Løkke Rasmussen, som lavede aftalen for, hvad regionshospitalet skulle koste og altså her har glemt flytteregningen, siger han.

Socialdemokraternes Flemming Møller Mortensen mener, ansvaret er regeringens men har ikke flyttepenge klar.

Han mener derfor ikke, regningen skal ende på regionens bord, men vil dog heller ikke love flere penge til det kriseramte sygehus, end de to milliarder årligt, som partiet allerede har lovet at afsætte til hele sundhedsvæsenet frem mod 2025.

- Det er i den store pulje, pengene skal findes for at driften går op ude i regionerne. Nærmere kan vi ikke komme det, for når vi sidder som oppositionsparti uden for de store regnemaskiner, kan vi ikke se detaljerne i det, men vi kan høre alvoren i det, siger han.

Facebook
Twitter