Hvordan føles det at få demens? Helle er sosu-elev og har prøvet sygdommen i otte minutter

Danmarks første demenssimulator blev i dag taget i brug.

Hvordan er det nu... Skal mælken i køleskabet eller i mikroovnen? Og hvor er mit køleskab overhovedet?

Sosu-eleven Helle Overby har været dement for en stund.

Som en af de første har hun taget en tur i en helt ny demenssimulator, der er sat op ved uddannelsesinstitutionen Sosu Østjylland.

Formålet er at give fagfolk et

unikt
indblik i, hvad der sker i hovedet på demente.

- Jeg fik trukket gulvtæppet godt og grundigt væk under mig. Jeg var lige pludselig midt i en virkelighed, jeg ikke kendte. Det var enormt ubehageligt at være i en position, hvor jeg ikke vidste, hvad der skete i mit hoved, fortæller hun.

Uddannelsen skal være bedre

Sosu Østjylland har købt simulatoren i en erkendelse af, at de studerende har behov for at blive klædt bedre på til at forstå de demente og de udfordringer, de står over for, fortæller Kirsten Nielsen, der underviser på Sosu Østjylland.

- Vi vil rigtig gerne give eleverne en oplevelse af at være demensramt, når det er svært at finde køleskabet eller de varer, der skal købes ind, forklarer hun.

Simulatoren giver også eleverne en fornemmelse af, hvordan det er ikke at kunne finde rundt, ikke at kunne huske, hvad man lige har gjort, eller hvad man skal til at gøre.

Og det er vigtigt at have forståelse for de frustrationer, det kan medføre.

- Det kan være svært at sætte sig ind i, når man ikke selv har stået i den situation. Jeg ser frem til, at de kan bruge den aha-oplevelse i praksis, når de står med et menneske, der er ramt af det, siger hun.

Hjælper at prøve det på egen krop

Det er en rigtig god idé med simulatoren, lyder det fra Laila Øksnebjerg. Hun er neuropsykolog og forsker ved National Videnscenter for

Demens
.

- Du kan måske have en forestilling om, hvad det handler om: altså at du bliver forvirret, glemmer nogle ting i hverdagen og så videre. Derfor kan det være en rigtig stor hjælp at prøve på egen krop, hvis du vil tættere på at forstå, hvordan en demensramt person kan hjælpes, siger hun.

Herunder kan du høre, hvordan det lød, da DR Østjyllands journalist prøvede demenssimulatoren.

0:00

Samtidig tror hun også på, at den nye simulator giver eleverne nogle gode redskaber til at reflektere over praksis, når de skal arbejde med mennesker.

- Teknologien gør det ikke alene, men det skal helst fungere som en indgangsport til at blive endnu klogere som studerende eller gå ud på arbejdspladsen og reflektere over, hvordan tingene kan gøres endnu bedre i hverdagen.

Og det er lige præcis de erfaringer, som Helle Overby tager med videre efter hendes tur i demenssimulatoren, som er den første af sin slags i Skandinavien.

- De fleste kan måske forestille sig, hvordan det er at mangle en arm eller sidde i en kørestol, men det kan være rigtig, rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan det er at være skadet i sin hjerne. Så jeg er sikker på, at det kommer til at hjælpe mig rigtig meget fremover, slår hun fast.

Facebook
Twitter