Hybenrosen fræses ned på Anholt: 'Det er den eneste rigtige løsning'

Norddjurs Kommune forsøger at komme den invasive hybenrose til livs.

Sådan ser det ud, når Norddjurs Kommune fræser hybenrosen væk. (Foto: Frank Svensson)

Norddjurs Kommune er bange for, at den invasive hybenrose spreder sig til al naturen på Anholt. Efter forbillede fra andre kommuner kører Norddjurs Kommune derfor i disse dage rundt med en traktor, der har en fræser spændt efter sig.

Men det har store konsekvenser for dyre- og plantelivet, mener anholteren Frank Svensson.

- De er komplet ligeglad med Anholts natur, siger han.

Norddjurs Kommune mener omvendt, at de er nødt til at gøre noget, da hybenrosen allerede har spredt sig gevaldigt på øen.

Det siger Anette Madsen, der er biolog ved kommunen.

- Hvis vi kigger på luftfotos, der er 20 år gamle, kan vi se, at rosen har bredt sig, siger hun.

Men den køber Frank Svensson ikke.

- Det er det rene volapyk. Der er ikke kommet flere hybenroser, siden jeg begyndte at rende rundt på øen for snart 60 år siden.

Til det siger Anette Madsen:

- Det er simpelthen ikke rigtigt. Rosen breder sig.

Naturen skal reddes

Derfor mener Norddjurs Kommune, at de forsøger at gøre det bedste for øens natur ved at fræse rødderne op på de invasive roser, der kom til Danmark fra Asien omkring år 1800.

Ifølge kommunen kan hybenrosen sprede sig med ti procent på et enkelt år, og den kan derfor ende med at ødelægge klitheder og fortrænge den lille busk revling, der blandt andet er noget af det, der kendetegner naturen på den lille ø i Kattegat, fortæller Anette Madsen.

- Jeg kan godt forstå, at det ser voldsomt ud. For at sige det på godt dansk ligner det noget, der er løgn, siger hun og fortsætter:

- Men der er en mening med galskaben, for rosen breder sig, hvis ikke vi gør noget. Vi har set andre steder, at den her metode efter nogle få år har gjort, at rosen ikke kommer igen. Og så vil den fine natur komme tilbage.

  • Sådan ser det ud, når kommunens traktor er kørt over jorden på Anholt. (Foto: Frank Svensson)
  • (Foto: Frank Svensson)
  • (Foto: Frank Svensson)
  • (Foto: Frank Svensson)
  • (Foto: Frank Svensson)
  • (Foto: Frank Svensson)
1 / 7

En voldsom engangsforestilling

Hos Danmarks Naturfredningsforening erkender de også, at det ser voldsomt ud, når en traktor kører gennem naturen for at rydde den for hybenroser.

Men de mener, det er den eneste rigtige løsning, da det er umuligt at fjerne planterne manuelt.

Det forklarer Bo Håkansson, der er biolog ved Danmarks Naturfredningsforening.

- Det kan ikke lade sig gøre at hive rosen op med hænderne. Der vil være rødder tilbage i jorden uanset hvad, og derfor er maskinerne nødt til at hjælpe til.

- Det er ærgerligt, for det kan have nogle kedelige sideeffekter i forhold til andre dyre- og plantearter.

Han mener, man bliver nødt til at se på det som en 'voldsom engangsforestilling,' så hybenrosen kan komme væk én gang for alle.

- Så bliver der i sidste ende plads til de dyr og den botanik, der retteligt hører til på Anholt, slår han fast.