Hygge lokker flere turister til Danmark

Hotellers markedsføring af hygge har givet 50 procent flere tyske og engelske gæster.

"Hygge" er det, vi bedst kan lide ved Danmark, siger udenlandske turister, når hotellerne spørger, hvordan de oplever deres ophold i landet. (Foto: Janni Lundager)

Hygge henter de udenlandske gæster til landet.

I hvert fald, hvis man spørger direktøren for brancheorganisationen Small Danish Hotels, Jørgen Christensen.

- Vi har set her i sommer, at det traditionelle danske ord "hygge" er slået igennem. Det begynder mange af vores samarbejdspartnere i udlandet at markedsføre Danmark på.

- Det er også det, gæsterne nævner, når vi laver analyser af, hvad de godt kan lide ved Danmark. Så er det den der danske hygge, siger hotel-direktøren.

- Selvfølgelig kan de også hygge sig i udlandet, men jeg tror bare, at det gør en forskel her, fordi vi er et lille land og kommer hinanden ret meget ved, siger Jørgen Christensen.

Hans over 80 medlemmer har det seneste år oplevet, at der er kommet 50 procent flere overnattende gæster fra England og Tyskland.

Dansk hygge får man for eksempel på Nr. Vissing Kro ved Skanderborg, hvor Morten Mygind er ejer og chefkok

- Jeg tror, det er vigtigt at give nærhed i disse tider, hvor vi mange gange har så travlt og fjerner os fra hinanden. Hvis vi ikke er til stede, kan vi heller ikke skabe hygge, stemning og atmosfære.

- Men det må heller ikke være for udspekuleret eller fortænkt - det skal komme naturligt. Derfor er det vigtigt, at ens ansatte hviler i sig selv og nyder at være her, mener Morten Mygind.

Facebook
Twitter