Hypnose skal hjælpe hjerneskadede tilbage på arbejdsmarkedet

50 syge og ledige i Silkeborg får tilbudt hypnose for at blive bedre hjemme og på arbejde.

Hypnose kan blandt andet styrke arbejdshukommelsen, så man får bedre overblik over sine opgaver både privat og på arbejde, (Foto: Stine Mie Kristiansen © DR Syd)

Silkeborg Kommune vil bruge hypnose for at hjælpe folk med hjerneskader med at komme over eftervirkningerne af skaden og give dem bedre muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

25 ledige med dokumenteret sen-hjerneskade efter slagtilfælde og 25 med følger efter eksempelvis hjernerystelse eller piskesmæld er med i projektet, der sker i samarbejde med Aalborg Universitet.

Et forskningsprojekt på Aalborg Universitet har vist, at man kan øge arbejdshukommelsen hos folk med visse typer hjerneskader.

Det forklarer beskæftigelseschef Jørgen Skovhus Haunstrup fra Silkeborg Kommune.

- Når man øger arbejdshukommelsen, hjælper man folk til at have et bedre overblik. Det hjælper dem både i dagligdagen og med at passe deres opgaver på arbejdet, siger han.

Han siger også, at der er indikationer på, at man med hypnose kan hæve intelligenskvotienten med helt op til 22 points.

- Så hypnose har en markant positiv indvirkning på hjernefunktionen, mener han.

Deltagerne vil blive hypnotiseret flere gange over en måned og bliver testet både før og efter hypnosen. Deres pårørende vil også blive interviewet, og alle test bliver som kontrol gennemført med 50 personer, som ikke får hypnose.

Det er frivilligt, om man vil deltage, og behandlingerne erstatter nogle af de sædvanlige samtaler.

Facebook
Twitter