I Aarhus kan politikerne fremover kalde sig "forkvinde" og "rådkvinde"

Det er vejen frem, mener forsker i køn og topposter i business og forskning.

Politikerne på rådhuset i Aarhus vil fremover selv kunne vælge, om de vil kaldes "rådkvinde" eller "rådmand". (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Et flertal i Aarhus Byråd vedtog i går, at kvindelige politikere fremover skal kunne kalde sig "rådkvinde" eller "forkvinde" frem for "rådmand og "formand".

En beslutning, der får opbakning af Ea Høg Utoft, der er Ph. d. ved Aarhus Universitet og forsker i køn og topposter i business og forskning.

- Sproget afspejler den tid, hvor de begreber, vi har brug for, er opstået. Jeg vil antage, at titlen ”rådmand” afspejler en tid, hvor de folk der sad på de poster, var mænd. Hvis man gerne vil se et samfund, hvor den tendens er aflivet og vi ser en mere lige fordeling af alle mennesker, tror jeg virkelig, det er vejen frem, siger hun.

Forslaget kom fra de to radikale byrådsmedlemmer Eva Borchorst Mejnertz og Rabih Azad-Ahmad. Et forslag, der blev til, efter at Eva Borchorst Mejnertz’ datter havde undret sig over, hvorfor det tilsyneladende altid var mænd, der bestemte.

Hun rammer hovedet på sømmet, mener Ea Høg Utoft.

- Vi skal ikke bilde os selv ind, at sproget er neutralt. Sproget skaber jo billeder. Den radikale politiker med eksemplet med datteren illustrerer problemet fuldstændig perfekt. Denne her pige har jo hørt ”mand, mand, mand” gang på gang, og det er ikke noget, hun kan identificere sig med, siger hun og fortsætter:

- Inden for mit forskningsfelt, hvor det handler om, at man i rigtig mange organisationer gerne vil se en meget mere lige fordeling i topposterne inden for erhvervslivet og forskning, er vi jo nødt til at skabe nogle nye billeder i hovedet af de små piger, så de i langt højere grad over tid kan have ambitioner om at stræbe mod de topposter, siger hun.

Ea Høg Utoft håber, at det vil sprede sig til andre grene af samfundet også.

- Der er rigtig god mening i at vælge titler generelt, som ikke angiver ét køn. I forskningsverdenen siger vi ikke længere ”videnskabsmand” – det er total outdatet – vi siger: ”Forsker,” siger hun.

På nuværende tidspunkt er der blot én kvindelig rådmand i Aarhus - DFs Jette Skive, som er ansvarlig for Sundhed og Omsorg. Hun ønsker dog ikke at ændre sin status til "rådkvinde".

Facebook
Twitter