I dag tager pingvinerne imod i et lille stykke af Sydpolen i Grenaa: Koldt gys til 65 mio. indvies

14 æselpingviner har taget Kattegatcentrets nye anlæg i brug.

Video: Anders Vilhelm Stubbe/DR Østjylland

I dag tager beboerne i det nye pingvinanlæg i Kattegatcentret i Grenaa for første gang imod gæster.

De 14 æselpingviner i anlægget har haft lidt tid til at vænne sig til de nye omgivelser, før de skulle forholde sig til at få mennesker på besøg.

Den 7. juli blev pingvinerne lukket ind – og de tog sig god tid til at trippe rundt og kigge sig omkring.

Æselpingvinerne er nemlig forsigtige flokdyr på trods af den skryden, der har givet dem deres navn.

Så selvom der er lagt store anstrengelser og 65 millioner i at skabe et miljø med iskoldt vand og kunstige klipper, der ligner noget, de kender fra deres subantarktiske hjemstavn, så skulle de 14 pingviner lige se de nye omgivelser an.

Men efter næsten en halv times trippen frem og tilbage skete det endeligt.

Den første pingvin ploppede i vandet – og så fulgte hovedparten af flokken som sort-hvide dominobrikker. Og så skar de lynhurtigere svømmere sig igennem vandet i centrets anlæg for første gang.

Byggeplaner i årevis

Det var en spændt biolog på Kattegatcentret, Rune Kristiansen, der fulgte med.

For byggeriet har været undervejs i to år og under planlægning endnu længere. Anlægget er bygget uden ruder ud til publikum, så tilskuerne kan mærke, at luften er tæt på køleskabstemperatur og høre pingvinernes karakteristiske lyde.

Et af de mest moderne anlæg i verden, forklarer Rune Kristiansen.

-Vi har indhentet erfaringer fra kolleger rundt om i verden, og det er blot det ottende sted i verden, hvor man har et koldt anlæg. Hvor gæsterne faktisk er i samme rum som pingvinerne, så både pingviner og gæster får en helt unik oplevelse, siger Rune Kristiansen.

Så biologen var glad for at se pingvinerne tage anlægget i besiddelse.

- Det er en dejlig fornemmelse, og man er også lidt stolt af det fine resultat efter de mange år, siger han.

Debat om kommunal finansiering

Men det er ikke billigt at genskabe et nærområde til Sydpolen i Grenaa, og den samlede modernisering af Kattegatcentret, der omfatter pingvinanlægget, har kostet 65 millioner kroner.

En stor del er finansieret af blandt andre Realdania, A.P. Møller Fonden og Grenaa Havn, men der er også skudt 15 millioner kommunale skattekroner i projektet.

Beslutningen om at bruge 15 millioner kroner fra kommunekassen blev diskuteret heftigt i Norddjurs, da byrådet måtte skære hårdt i den kommunale service for at spare næsten 400 millioner kroner.

Kattegatcentrets nye pingvinanlæg skal både fascinere og fortælle om de udfordringer, pingvinerne har i naturen, mener direktør Karsten Bjerrum Nielsen. (Foto: Jakob Becker Buhl/DR Østjylland)

Pengene er gået til mere end blot pingvinanlægget, understreger direktør Karsten Bjerrum Nielsen.

- Udover at vi får et pingvinanlæg i to etager i verdensklasse, så får vi også helt opdaterede og moderne undervisningsfaciliteter som en del af byggeriet. Og vi har fået udvidet og moderniseret det, man ville kalde dyrestaldene i en zoologisk have. Så vi har fået meget for pengene og er superglade for den støtte, vi har fået, siger Karsten Bjerrum Nielsen.

Skal fortælle om pres i naturen

Det er ikke kun fascinationen af de lynhurtige havfugle, der gør, at Kattegatcentret gerne ville have pingviner at vise frem, siger han.

- Vi skal formidle historier om pingvinernes udfordringer, som kommer af menneskets påvirkning af livet i havet: Klimaforandringer, forurening og ødelæggelse af levesteder. For udover at de er fascinerende og sjove at se på, så er der historier om pingvinernes liv i havet, der trænger til at blive fortalt.