I Horsens holder de sig til ForældreIntra lidt endnu: 'Vi kan have fordel i at vente'

Landets skoler tager i dag den digitale platform Aula i brug, men ti kommuner tøver.

- Det er en stor forandring at skifte SkoleIntra ud, lyder det fra projektlederen for Aula i Horsens. (© dr)

I dag erstatter kommunikationsplatformen Aula officielt ForældreIntra på langt de fleste danske folkeskoler. Men ti kommuner forholder sig afventende og beholder ForældreIntra lidt endnu.

Blandt andre Køge -, Sorø -, Mariagerfjord - og Horsens Kommune har valgt at vente med at stige ombord på Aula til senere på skoleåret. Nogle af dem fordi de ikke stoler på, at systemet er klart.

I Horsens Kommune venter de, fordi det vil forstyrre et nøje planlagt skoleår at bruge en masse tid på at starte nu, forklarer Kaspar Kragh Jensen, der er projektleder for Aula i Horsens.

- Det er en stor forandring at skifte Skoleintra ud. Det har i snart tyve år været base for mange arbejdsgange i folkeskolen. Det er selvfølgelig en stor forandring at udskifte, siger han.

DR Nyheder har i dag været ud på en række skoler, der har taget Aula i brug i dag, for at snakke med lærere og forældre om deres oplevelser med den nye platform. Se mere nedenfor:

Nye funktioner kan nå at komme til

SkoleIntra indeholder blandt andet ElevIntra og ForældreIntra, men det erstattes altså alt sammen af platformen Aula.

Det sker blandt andet, fordi den tidligere platform har været udskældt, blandt andet for at være for rodet og informationstung.

I Horsens er det først i påsken 2020, at forældre, lærere og pædagoger skal logge på Aula.

Kasper Kragh Jensen håber, det betyder, at de startfejl, Aula måtte have, bliver rettet inden.

- Vi kan have fordel i at vente og se, om der kommer flere funktioner til, eller der er fejl, der bliver rettet, siger han.

Nogle af de skoler, der allerede nu går i gang med Aula, indfører først den nye platform i løbet af næste uge.