Indlagt og brug for en smøg? Flere sygehuse forbyder nu tobakssalg

Dog har psykiatrisk afdeling i Region Midtjylland en nødkasse med cigaretter.

Sådan så hylderne ud på hospitalskioskerne før nytår. (Foto: Lise Thorsøe-Jacobsen)

Mange ting ændrede sig, da urets visere trillede forbi midnat på årets sidste dag. Et nyt årti begyndte, og så blev cigaretterne fjernet fra hylderne i samtlige hospitalskiosker i Region Midtjylland.

Men selvom tobakken er væk fra hylderne, så er det stadig muligt for de psykiatriske patienter at få en cigaret fra en nødkasse, hvis de er særligt oprørte.

Samtidig kan patienterne på psykiatrisk afdeling også fortsat få lov at ryge på visse udendørs arealer.

For cigaretter er ikke udelukkende forbundet med noget negativt på afdelingen.

Det fortæller Kirsten Bo-Kristensen, der til dagligt arbejder med psykisk syge i sit job som afdelingssygeplejerske på Aarhus Universitetshospital.

- Selvfølgelig burde der gøres en undtagelse med cigaretsalget i kiosken på psykiatrisk afdeling. For cigaretter er faktisk noget af det, der kan nedbringe nogle opkørte situationer, hvor både patienter og personale ellers kan komme til skade, forklarer hun.

Borger Trine Rønbøg kommer til at savne cigaretterne i kiosken på Aarhus Universitetshospital. (Foto: Lise Thorsøe-Jacobsen)

Det kan Trine Rønbøg sagtens genkende. Hun er bipolar og har de seneste år været tilknyttet afdelingen i Aarhus.

- Jeg har røget cigaretter, hver gang jeg har været inde og snakke med sygehuset. Det betyder rigtig meget, og det gør, at jeg falder ned, siger hun.

Region forsvarer beslutningen

Det er regionsrådet i Region Midtjylland, der efter en henvendelse fra Kræftens Bekæmpelse har besluttet, at det skal være slut med at sende cigaretpakker over disken.

Forslaget blev imødekommet, fordi regionen gerne ser, at færre ryger i fremtiden. Det forklarer Henrik Gottlieb, der er formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland.

Alligevel erkender han, at der kan være særlige udfordringer på nogle afdelinger.

- Det er selvfølgelig en speciel udfordring på psykiatrisk afdeling. Og vi kigger derfor på, hvilke alternativer vi kan tilbyde patienterne.

Patienterne skal fremover gå længere efter deres cigaretter, da de ikke kan købes på sygehuset mere. (Foto: Lise Thorsøe-Jacobsen)

Et af de alternativer er en nødkasse, hvorfra patienterne kan få lov at tage en cigaret i særlige situationer.

Men at tingene bliver gjort på den måde er helt galt afmarcheret, siger Knud Kristensen, der er formand for Landsforeningen SIND.

- Selvfølgelig er nødkassen bedre end ingenting, men det er uværdigt, at de psykiatriske patienter skal tigge personalet om en cigaret. Det er voksne mennesker, som selv kan træffe beslutninger, selvom de er syge, slår han fast.

Fem steder, man engang måtte ryge. Se videoen fra august 2017, som blev lavet i forbindelse med programserien Danmarkshistorien.