Indsamling til kystsikring på Anholt har fået forrygende start

På tre uger er der blevet samlet 350.000 kroner ind til kystsikring på Anholt.

Da stormen Urd ramte i juledagene, åd havet endnu et lille stykke af Anholt. Blandt andet vejen her.

De mange storme er blevet så alvorlig en trussel mod øen Anholt, at behovet for kystsikring er akut.

I alt mangler Norddjurs Kommune forsat otte millioner kroner, hvis en forbedret kystsikring skal blive en realitet. Derfor har borgerforeningen på Anholt taget initiativ til at starte en indsamling til formålet, og den er kommet godt fra start.

På tre uger er der blevet samlet 350.000 kroner ind, og donationerne kommer mange steder fra, fortæller formand for borgerforeningen på Anholt, Liselotte Arentz Sørensen.

-Vi har modtaget mange mindre beløb på hundred kroner og helt op til tusind kroner, fortæller hun.

Også en lille dreng valgte at donere 30 kroner, fortæller Liselotte Arentz Sørensen.

- Han ville gerne donere sine lommepenge til vejen på Anholt, der tog skade under forrige storm, fortæller hun.

Det er dog ikke kun de lokale på og omkring Anholt, der har valgt at støtte indsamlingen på Anholt. Maria Rørbæk Wanscher bor i København, og har sendt 700 kroner i retning af Anholt.

- Vores familie er kommet på Anholt ti somre i streg, og derfor vil vi gerne bakke op og tage et lille medansvar, siger hun.

I alt håber borgerforeningen på Anholt at samle en million kroner en.

På onsdag skal repræsentanter fra Anholt og Norddjurs Kommune besøge to udvalg i Folketinget for at slå et slag for, at staten skal give mere til kystsikringen på Anholt.

Hele projektet med at kystsikre Anholt forventes at koste 16 millioner kroner, oplyser Norddjurs Kommune.

Facebook
Twitter