Influenzaen har ramt landet: Antallet af syge fordoblet i december

Ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital forventer, at stigningen fortsætter.

Det er igen i år influenza A H3N2, der er den dominerende virustype blandt de influenzaramte danskere. (© Gettyimages)

Flere og flere danskere ligger i sengen med influenza.

Antallet af influenza-tilfælde blev fordoblet på de sidste 14 dage af december, viser tallene fra Statens Seruminstitut.

Ledende overlæge Lars Østergaard fra Infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital mener, at der er tale om en stejl stigning i antallet af syge med influenza.

- Der er sket en kraftig stigning i slutningen af december, og jeg tror, at den fortsætter, så vi også i de næste par uger ser, at flere og flere får influenza, siger han.

I uge 51 og 52 blev der således i alt påvist 190 tilfælde af influenza. I uge 50 var tallet på under det halve - 91 tilfælde.

I vinteren 2012/2013 blev Danmark ramt af en omfattende influenzaepidemi, og selvom tallene er på vej i samme retning, så er den ledende overlæge alligevel påpasselig med at kalde det for en ny epidemi.

- Den første stigning, vi ser her, er meget brat. Den kunne godt tyde på, at vi er nået derop, men det er lidt for tidligt at sige noget om endnu, siger han.

Hvis du vil undgå at blive ramt af influenza, så har Lars Østergaard nogle simple gode råd til dig.

- Det allerbedste er at vaske sine hænder hyppigt, og meget gerne også spritte dem af. Rene hænder er faktisk det bedste middel mod at få influenza, siger han og fortsætter:

- Og så skal man måske også lige flytte sig lidt væk fra ham i bussen, der sidder og hoster og sprutter allermest.

FacebookTwitter