Internater modtager færre hunde: Nye ejere findes over Facebook

Hundeejere finder selv en ny ejer, hvis de skal af med hunden.

Her venter en golden retriever på en ny ejer. Hundene på Dyrenes Beskyttelses internater er der i gennemsnit i 17 dage (arkivfoto). (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Der kommer færre hunde gennem de danske dyreinternater i disse år end for bare ti år siden.

Dyrenes Beskyttelse modtog i 2010 hele 1.231 hunde, mens de i 2018 kun fik 700 hunde.

Det skyldes, at der er kommet færre internater, men der er også en anden forklaring, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Jens Jokumsen koordinerer henvendelser fra hundeejere, der ikke kan have deres hund mere. Det er dog ikke altid, internaterne har plads til de uønskede hunde, fortæller han.

- Når vi kontakter ejerne igen, kan de have fundet en anden løsning. Der kan Facebook være en af de kanaler, hvor hundeejere lykkes med at finde en ny ejer, hvis de ikke kan beholde den længere, siger han.

Det aarhusianske dyreinternat under Dansk Dyreværn Aarhus ser samme tendens. De har fået 20 procent færre hunde til formidling fra 2009 til 2017.

Det fortæller Dorthe Pedersen, der er dyreformidler hos Dansk Dyreværn Aarhus.

- Vi har ikke voldsomt mange hunde i den her tid. Vi har snakket om, at det kan skyldes, at der bliver lavet aftaler over Facebook i stedet, siger hun.

Ældre hunde finder også en ejer

Samtidig oplever Dorthe Pedersen, at flere familier og enlige vælger at adoptere en voksen hund.

Jesper Pedersen fra Mejlby ved Randers er en af de hundeejere, som faldt for en voksen følgesvend, da han og familien tog den fireårige hønsehund Kaiser med hjem fra internatet.

- Det var første gang, vi fik en brugt hund, hvis man kan kalde ham det. Da vi så ham første gang, var der bare noget, som klikkede, siger han.

Ingen bidemærker i møblerne og ingen tissesøer på gulvtæppet er nogle af grundene til, at familien Pedersen er overordentligt godt tilfreds med, at de tog Kaiser med hjem for fire år siden.

- Kaiser var trænet til jagt og var meget lydig, så alt det med at gøre ham renlig, slap vi for, siger Jesper Pedersen.

Tjek den nye ejer

Dyreformidler Dorthe Pedersen oplever, at både børnefamilier og ældre mennesker adopterer en velvoksen hund, fordi det er lettere end en mere tidskrævende hvalp.

- Det er blevet lettere at finde et hjem til voksne hunde også helt op i otte og ni års alderen. Det er typisk ældre mennesker, som siger, at de skal bare have nogle gode år, og hunden behøver ikke at overleve dem, siger hun.

Hvis en hundeejer selv vil finde en ny familie til sin hund, opfordrer dyreværnsorganisationerne til, at ejeren er opmærksom på, om en ny familie kan klare opgaven med en hund, og at ejeren stiller krav til den nye familie.

Facebook
Twitter