Issehoved-færgen er igen på vandet

Sejladsen har været indstillet på grund af tekniske problemer, men nu sejler færgen igen.

Her til morgen gik turen atter fra Aarhus mod Samsø i den nye færge. (Foto: Allan J. Kortsen)

Efter stilstand er Issehoved-færgen mellem Aarhus og Samsø igen på vandet.

Alle afgange har været indstillet den sidste uge på grund af problemer med færgen, men teknikere har været på sagen, og her til morgen klokken 6.20 sejlede den atter af sted igen fra Sælvig mod Aarhus.

Det var til stor lettelse for færge-direktøren bag Samsø-Aarhus Expressen Knud Werner.

- Jeg har sådan en dejlig fornemmelse i maven nu, i forhold til hvad jeg har haft de sidste par dage, siger han.

Samsøfestivalen starter i morgen, men allerede i dag åbner campingpladsen op for musikgæsterne, og derfor er det ekstra heldigt, at færgen igen er i vandet.

- Nu kunne vi så glæde gæsterne med, at vi henter dem alle i Aarhus og transporterer dem til Sælvig, siger Knud Werner.

Men selvom færgen igen har vand under maven, så er næste landtur planlagt til starten af september, hvor den skal have udskiftet en motor og en gearkasse.

Men selvom det kan lyde som omfattende reparationer, forsikrer Knud Werner, at færgen vil kunne sejle som planlagt resten af sommeren.

- Man lægger ikke mærke til det i den daglige drift. Det gør man ikke, siger han.