Jordskred under skinner forstyrrer togtrafik mellem Aarhus og Herning

Store regnmængder har skyllet jord væk under skinnerne ved Laven Station.

Skinnerne er undermineret af regn tæt på Laven Station, og det betyder aflyste tog mellem Østjylland og Vestjylland tirsdag. Passagerer ventede her til morgen på togbusser. (Foto: Dagmar Eben Østergaard © Dr Østjylland)

OPDATERET 26/03/2019 14:15: Togene kan køre igen mellem Laven og Svejbæk fra klokken 15, oplyser Banedanmark.

Flere tog mellem Øst- og Vestjylland er i dag aflyst, på grund af et dæmningsskred omkring Laven Station.

Her er jorden under togskinnerne blevet skyllet væk, hvilket betyder, at togene ikke kan køre hen over dem, fortæller Karsten Nielsen, vagthavende trafikleder hos Banedanmark.

- Det tyder på, at jorden under skinnerne har måttet givet efter og er skredet lidt ud til siden. Det får skinnerne til at give sig en smule og laver en lille bule ned i terrænet, siger Karsten Nielsen.

Årsagen er den seneste tids kraftige regn, og problemet blev opdaget i går aftes.

Alle regionale hurtigtog mellem Aarhus H og Herning er aflyst – foreløbig indtil middag, oplyser Arriva. Regionaltog mellem Aarhus og Silkeborg er ligeledes aflyst, ligesom tog mellem Herning og Skjern bliver påvirket. Der indsættes togbusser i stedet.

Det kan i værste fald tage længere tid, inden der igen kan køre tog på skinnerne.

- Tidshorisonten kan gå fra, at vi kan åbne til middag i dag – og op til 36 timer frem. Det ved jeg først, når vi har haft ingeniører ude at se på stedet, siger Karsten Nielsen fra Banedanmark.

Her til formiddag vil folk fra Banedanmark tage bestik af situationen.

Torben Damsgaard var en af cirka 25 passagerer, der kvart i ni var fanget på Laven Station, mens de ventede på en togbus videre.

- Det er jo et smukt sted og vejret er godt, men der er ikke megen information at få endnu, siger han.

- Laven er et af de pænere trinbrætter i Østjylland, så jeg kan da kigge på vandet. Men så meget er der ikke at foretage sig.

Få et overblik over togtrafikken her.

Facebook
Twitter