Jubel over hjælpepakke til aktivitetscentre: 'Det gør himlen lyseblå!'

Videnspædagogiske aktivitetscentre kan få dækket 80 procent af deres manglende indtjening.

Vikingerne på landets videnspædagogiske aktivitetscentre har ikke travlt i øjeblikket. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Det er en utrolig glædelig nyhed, og det gør himlen lyseblå!

Klaus Melbye er direktør ved Vadehavscentret, og hans begejstring er til at tage og føle på.

Vadehavscenteret er nemlig et af de steder, som nu kan se frem til økonomisk støtte, efter alle partier bortset fra Nye Borgerlige har indgået en aftale, som sikrer, at landets 16 videnspædagogiske aktivitetscentre kan blive kompenseret for op til 80 pct. af deres manglende indtjening i perioden 9. marts - 8. juli.

Centrene er kendetegnet ved, at publikum aktivt kan deltage i aktiviteter.

Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) glæder sig over aftalen, da der ifølge hende har været hårdt brug for en hjælpepakke.

- Centrene er faldet lidt mellem to stole, og de har derfor ikke været en del af de hjælpepakker, der har været indtil nu, forklarer hun.

Pengene kunne være sluppet op

Den nye aftale om økonomisk støtte sikrer overlevelsen for flere af de videnspædagogiske aktivitetscentre, som muligvis ser ind i en sommer uden glade gæster, der klæder sig ud som vikinger eller dissekerer en fisk eller fugl.

Et af de steder, der uden hjælpepakken, stod til at lukke, er Vadehavscenteret, fortæller Klaus Melbye.

- Støtten betyder, at vi kan komme gennem hele året. Det kunne vi ikke tidligere. Vores likviditet ville være stoppet i september, lyder det fra den glade direktør.

Sådan er det også på Fjord og Bælt-centeret i Kerteminde, hvor der normalt kan klappes krabber og kigges på fisk.

- Det havde været meget, meget vanskeligt for os at komme gennem året. Men nu ser det meget lysere ud, siger direktør for Fjord og Bælt-centeret Mette Thybo.

Kan stadig miste mange penge

På Geocenter Møns Klint føles det også som om, at der med hjælpepakken er blevet taget en stor sten ud af skoen, bekræfter direktør Nils Natorp.

Han havde dog gerne set, at hjælpepakken allerede nu var sat til at løbe længere end til den 8. juli.

For hvis perioden ikke bliver forlænget, risikerer geocenteret fortsat at miste penge, som de havde håbet at kunne få ind i den "absolutte højsæson".

Alligevel holder han humøret højt.

- Det hele er stadig meget usikkert. Men nu skinner solen, bøgen er sprunget ud, og vi er glade optimister, så mon ikke det nok skal gå, siger han.

I dyreparken Aqua i Silkeborg er der også fortsat usikkerhed. Den største bekymring går på, om gæsterne kommer tilbage for at kigge på oddere, vildsvin og vaskebjørne, når parken er klar til at åbne igen.

- Det er umuligt at spå om, hvorvidt gæsterne er trygge ved at besøge os, når vi kan åbne igen, selvom vi har gjort alt for at gøre parken sikker. Derfor synes jeg, at det er glædeligt, at pakken rækker ind i juli, siger administrerende direktør Knud Bundgaard.

Facebook
Twitter