Julehandlen propper pakkekiosker

Pakkefirmaet GLS vil samarbejde med byggemarkeder for at have plads nok til pakker.

Mercurkiosken i Viby er propfyldt med julepakker fra GLS, viser indehaver Henrik Møller. (Foto: Thomas Bach Poulsen © Dr Østjylland)

Har du købt julegaven over nettet, er det med at få hentet den hurtigst muligt.

Sådan lyder meldingen fra pakkedistributøren GLS, der er i fuld gang med at finde flere og større pakkeshops til det store antal pakker, der bliver sendt op til jul.

Samtidig står kioskejere og købmand med overfyldte lagre.

- Det hele er fyldt fuldstændigt op. Helt op til loftet, fortæller indehaver Henrik Møller om lageret med uafhentede pakker hos Mercurkiosken i Viby.

Og der er mange flere pakker på vej.

- Vi får hundrede pakker om dagen. Og vi har vel tohundrede – store og små herinde i øjeblikket, siger han.

I år ligner ifølge GLS endnu et rekordår, når det kommer til køb af gaver på nettet.

Derfor leder pakkedistributøren efter nye og større steder til det stigende antal pakker. De har netop lavet aftale med byggemarkedskæden Silvan, fortæller kundeservicechef hos GLS Danmark, Marianne Møller Jensen.

- Vi tænker både i store kæder og kiosker i lokalsamfundet, siger hun.

Og lige præcis de små butikker må ikke blive glemt i jagten på mere lagerplads, siger administrerende direktør i Nærbutikkernes landsforening Martin Schjødt.

- Vi håber selvfølgelig, at vores medlemmer, som har været trofaste pakkeleverandører for blandt andre GLS, bliver prioriteret.

Sidste år slog julehandlen på nettet rekord, og danskerne brugte ifølge brancheorganisationen Foreningen for Dansk Internet-Handel i alt 86,8 milliarder kroner på nethandel i 2015.