Kålhoveder eksploderer før landmænd når at høste dem

På grund af særlige klimaforhold i løbet af sommer og efterår oplever flere landmænd, at deres kål sprænges på markerne, før de kan nå at blive høstet.

Landmænd på Samsø har været plaget af at sprængte rødkålshoveder på markerne. Når først kålhovedet er revnet, sorteres det fra og kan ikke sælges. (Arkivfoto)

En tør sommer og et lunt, men fugtigt efterår har gjort, at kålen på markerne er ’sprunget i luften’, før landmændene har kunnet nå at høste dem.

Sprængte og revnede kål har primært været et problem for landmænd på Samsø, da klimaforholdene her gør, at grøntsager kan høstes til sent ind i efteråret.

Og det er en betydelig mængde kål, der revner og bliver ubrugelige til videre salg, forklarer planteavlskonsulent på Samsø, Knud Ravn Nielsen.

- Hvis man kigger på kålmarkerne, så kan det i nogle marker være op til 80 procent, der er ødelagte, anslår planteavlskonsulenten.

Det er især rødkålsmarkerne, der er ramt.

Sprængt kål skyldes for meget vand i cellerne

Årsagen til de sprængte kålhoveder er, at der har været så gode vækstbetingelser sent på året, at kålen har vokset for hurtigt, forklarer Ole Henrik Scharff, der er grønsagskonsulent i Gartnerirådgivningen, der er en del af Videncentret for Landbrug.

- Når der pludselig er gode forhold efter en lang tør sommer, så bliver væksten for hurtig og cellerne for løse, så de optager mere vand end de kan holde til, og så er det, at kålen sprænges.

Selvom sprængt kål er alvorlig for de landmænd det går ud over, fastslår Ole Henrik Scharff, at det primært er et lokalt problem.

- Det er værre i år end det plejer, men det er ikke noget rammer alle. Jeg har snakket med flere, der ikke har oplevet det, så det har været et lokalt problem. Det kan hænge sammen med de dyrknings- og klimaforhold der har været på Samsø i år, siger han.

Kan næste års rødkål reddes

Samsø står for en tredjedel af Danmarks rødkålsproduktion, men der er ingen grund til at frygte, at der vil mangle rødkål på julebordene rundt omkring. For de kål der er blevet høstet, er større end normalt, ifølge planteavlskonsulenten på Samsø.

Han mener også, at for at undgå at kålen revner til næste års høst, bør man plante senere.

- Man skal lave plantningsplanen sådan, at de bliver plantet 1-2 uger senere, siger Knud Ravn Nielsen.

Facebook
Twitter