Kasper fik hjernerystelse og savnede rød tråd i behandling: Nyt center skal samle viden og rådgivning

Center for hjernerystelser får 8,5 millioner kroner til at sikre samlet viden og hjælp.

Hvert år bliver op mod 25.000 danskere ramt af en hjernerystelse, og 10-15 procent af dem må igennem et langvarigt forløb med hovedpine, svimmelhed, balanceforstyrrelser og træthed.

Nu skal et nyt nationalt center for hjernerystelser sikre bedre viden og rådgivning for de mange, som behandler folk med hjernerystelser.

Det glæder Kasper Skotte Krogh fra Aarhus, der to gange har haft hjernerystelse og følt sig kastet rundt i sundhedssystemet.

- Jeg var i al mulig forskellig behandling. Det virkede som om, at der ikke var nogen rød tråd, siger han.

Kasper Skotte Krogh var i gang med at sætte rene tallerkener på plads. Da han rejste sig op, slog han hovedet op i en åben skabslåge.

Den første halve time mærkede han ikke noget, men så ramte en svimmelhed, og han følte sig diffus.

Hjernerystelsen betød blandt andet, at han var sygemeldt et halvt år fra sin uddannelse.

Han har ligesom mange andre været igennem et hav af behandlere. Fra egen læge til afvisning på hovedpineklinikken. Hos neurolog, til scanninger, hos kiropraktor, forskellige typer massage, meditation og mere eller mindre effektiv medicin.

Han savner en samlet plan og glæder sig derfor over etableringen af det nye center.

- Det har været frustrerende, at alle de her behandlere har været uenige om, hvad der var det rigtige at gøre. Jeg kunne godt have ønsket mig et sted, hvor de delte erfaringer og var bedre gearet til at give den rette behandling, siger Kasper.

Nyt center skal ensrette behandling

Kasper Skotte Krogh har i halvandet år døjet med efterveerne af sin hjernerystelse, hvor lægerne ikke var enige om behandlingen.

Og det er netop, hvad det nye center for hjernerystelser skal sikre, ved at give læger og sagsbehandlere adgang til den nyeste viden på området, forklarer formanden for Hjernerystelsesforeningen, Ronni Bødker.

- Det er en gave til de ramte, som forhåbentlig kan hjælpe kommuner og sundhedsvæsen til en større forståelse for, hvad hjernerystelse er, og hvilke problemer, det kan medføre, siger han.

Forsker kalder hjernerystelser 'underbelyst'

Jørgen Feldbæk Nielsen er professor i klinisk neurorehabilitering på Hammel Neurocenter, hvor han forsker i hjernerystelser.

Han oplever, at behandlere i sundhedsvæsenet ikke altid kender den seneste viden og forskning.

- Langt hen ad vejen er hjernerystelser et kæmpe problem og lidt underbelyst, så det er en god idé at samle rådgivning og viden i et center for både patienter og fagpersoner, mener han.

Det nye center er tilknyttet Center for Hjerneskade ved Københavns Universitet og har fået 8,5 millioner fra SATS-puljen over de næste fire år.

I Aarhus kan Kasper Skotte Krogh ikke alene glæde sig over det nye center. Efter sin sygemelding fra studiet afleverede han lige før jul sin afsluttende opgave som multimediedesigner.

Facebook
Twitter