Ko- og grisemøg skal drive Samsøfærge

Samsø kommune vil gøre ny færge til den første i verden, der sejler på "hjemmelavet" biogas.

Samsø vil i løbet af to til tre år kunne levere biogas til færgen. (Foto: Eric Øtting © DR)

Samsøs grise og køer skal levere brændstoffet til Samsøs nye færge.

Øen er i gang med at realisere planerne om at bygge sit eget biogasanlæg, så møg fra øens husdyr kan omdannes til gas, som den nye færge, der tages i brug til september næste år, kan sejle på.

Biogas på færgen om to til tre år

Der går dog endnu nogle år, inden færgen vil kunne sejle på hjemmeproduceret gas, siger teknisk chef i Samsø Kommune, Søren Steensgaard.

- Jeg vil vurdere, at der går to til tre år, siger han.

Det vil koste 10 millioner kroner om året at købe brændstof til den gasdrevne færge, og de penge kan man lige så godt lade cirkulere på øen frem for at købe gassen hos en arabisk gasproducent lyder logikken.

Fossilfri ø

- Vi vil desuden gerne gå foran resten af landet og blvie en fossilfri ø - altså drive vores samfund uden at bruge olie og kul, siger Søren Steensgaard.  

Samsø Kommune er i øjeblikket på udkig efter et anlæg, der kan køle gassen så kraftigt ned, så den bliver flydende. Den teknik kræver en masse energi, som skal komme fra Samsøs vindmøller.

Facebook
Twitter