Et købmandskollektiv kan være vejen frem, hvis en landsby fortsat skal have et sted at købe ind.
I Gjerrild på Djursland havde de svært ved at finde en ny købmand, da den tidligere vil stoppe, og dermed stod den lille købmandsbutik til at lukke.
Lige indtil idéen om et købmandskollektiv opstod - for det delte ansvar og arbejde fik flere til at melde sig - og det har betydet, at den lille købmandsbutik har overlevet i landsbyen med 400 indbyggere.
Her har en skolelærer og vandrerhjemsforstander siden 1. juli drevet byens købmandsbutik - og med en forrygende start i en turistsæson med mange gæster.
- Jeg stod og havde en mulighed. Og Torben havde en rigtigt god idé om at prøve at få den til at fungere sammen med nogen andre, og så turde jeg godt kaste mig ud i det, siger Vibe Bennetzen, der er uddannet skolelærer.
Andelstanken i ny form
- Det er jo den gamle danske andelstanke, man fører over i en købmandsbutik. Når man er flere sammen, så har man jo meget større styrke, siger hun.
Torben Leth Andersen er den anden købmand, og det var ham, der var en af idémændene bag at drive butikken som en dele- og anpartsbutik. For en købmand i en lille by skal arbejde hårdt uden at tjene særligt mange penge.
- Men hvis man er flere, der går sammen og tager slæbet, så må det kunne hænge sammen, tænkte jeg.
Torben Leth Andersen fremlagde idéen på et møde i byen. Uden at have taget nogen i ed på at være med.
- Men i løbet af fire dage fik vi snakket sammen på kryds og tværs. Og så sagde vi: Vi gør det!
Den nye købmandsduo er kommet godt fra start i en turistsæson udover det almindelige.
- Det er gået så godt. Det betyder også, at vi har arbejdet næsten i døgndrift. Men det har været sjovt, spændende – og udfordrende, siger Vibe Bennetzen.
For det er hårdt arbejde, når man selv står bag disken, forklarer hun.
- Så finder man ud af, hvor meget arbejde der ligger bagved. At få butikken til at se godt ud, og have hylderne fyldt op med spændende grøntsager, som skal bestilles hjem hele tiden. Der ligger rigtigt arbejde i hele tiden at holde butikken pæn og ordentlig.
Bedre service for turister
Købmandsbutikken har tilmed udvidet åbningstiden fra klokken 18 til 20. Det glæder formanden for Gjerrild borgerforening, Jens Peter Stehr-Nielsen.
- Specielt her i turistsæsonen er det vigtigt, for vi har et stort opland af sommerhuse. Der har vi før set, at turisterne står og rykker i døren efter 18, fordi de ankommer sent. Så det er meget positivt.
At holde fast i at have en købmandsbutik i Gjerrild betyder meget, for butikken er et mødested for byen, siger næstformanden for borgerforeningen, Dorthe Arup.
- Det er der, vi gerne vil kunne gå hen og hente de varer, vi skal have. Men det betyder også noget socialt. At man møder hinanden og lige får talt sammen og lavet de aftaler, man skal, siger hun.