Køreskolerne må åbne igen, men: 'Jeg er bange for, at vi er en rigtig stor smittekilde'

Fra mandag må køreskolerne åbne igen, men det er ikke alle, der er sikre på, at de gør det.

Kørelærere landet over er ikke ubetinget glade for, at arbejdet kan begynde igen. De savner svar fra sundhedsmyndighederne. (Foto: Morten Germund © Scanpix)

Det burde være en god nyhed, når man får lov til at genåbne sin virksomhed i disse dage.

Og mange kørelærere glæder sig da også til at starte forretningen op igen allerede fra på mandag, som en nyligt landet politisk aftale giver mulighed for.

Men der er også bekymring at spore. Det fortæller Marianne Heimdal, der er Dansk Kørelærer-Unions landsdelsrepræsentant i Østjylland.

- Der er så mange usikkerheder. Hvordan får vi dækket os af for den her smitte, og hvordan ser retningslinjerne ud? Jeg ved ikke, om jeg åbner på mandag. Jeg er nødt til at have noget mere fra sundhedsmyndighederne og

Rigspolitiet
, siger Marianne Heimdal.

- Jeg er bange for, at vi er en rigtig stor smittekilde, hvis det går galt, og vi får dem ind i køreskolen, siger hun.

Bekymrede og nervøse

Den bekymring deles af Malene Nygaard Christensen, der er formand for kørelærerne i Vejle.

- Vi har selvfølgelig ønsket at åbne, men vi er også en smule bekymrede og nervøse og afventer nogle

retningslinjer
. Vi kommer til at sidde skulder ved skulder, og vi skal jo kunne gribe ind ved rattet. Det nytter ikke noget, at vi bare kan bremse, for så risikerer vi en påkørsel bagfra, siger hun.

Malene Nygaard Christensen er betænkelig ved at skulle køre med elever igen på mandag.

I Midt- og Vestjylland hedder landsdelsrepræsentanten Søren Mark. Også han savner svar.

- Vi har altså nogle problemer, hvor vi ikke lige har Sundhedsstyrelsens regler for, hvad vi skal gøre, siger Søren Mark, der også er indehaver af Højslev Køreskole.

Landsformanden deler skepsis

Landsformanden for Dansk Kørelærer-Union Bent Grue forstår udmærket sine kollegaers bekymring, som han også i vid udstrækning deler.

- Som udgangspunkt er vi alle glade for at komme i gang igen og møde vores elever igen, men utrygheden er, at vi ikke har fået nogen

vejledning
på, hvordan sundhedsmyndighederne ser, at vi kan
håndtere
det her virus, siger Bent Grue.

Derfor er han og Dansk Kørelærer-Union i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en henvendelse til sundhedsmyndighederne.

- Det er fint, vi bliver åbnet, men hvordan slipper vi for coronavirusset? Den er der jo stadigvæk. Der er så mange spørgsmål. Skal vi stadig have to meter mellem eleverne? Hvad med de to meter i bilerne? Bliver der krav om handsker og mundbind? Hvordan har man tænkt sig, at vi skal

håndtere
det her? Det er ikke for at male fanden på væggen, men det er et spørgsmål om medlemmernes sikkerhed og vores elevers sikkerhed, siger Bent Grue.

Myndighederne
arbejder på at lave nogle
retningslinjer
for de små erhvervsdrivende, der må åbne på mandag, oplyser Erhvervsministeriet. Retningslinjerne forventes at komme i løbet af weekenden. De bygger på inputs fra sundhedsmyndighederne, faggrupperne og
Arbejdstilsynet
.

Når det kommer til køreprøver, oplyser

Rigspolitiet
, at man overvejer, hvordan man kan
genoptage
afholdelsen af køreprøver på forsvarlig vis. Det sker i tæt dialog med sundhedsmyndighederne, oplyses det.

Facebook
Twitter