Koger motoren i motorvejskøen? Husk at tænde for varmen!

Et overraskende råd kan hjælpe din motor til ikke at overophede, når bilen står stille på motorvejen.

Hvis du holder stille på motorvejen, så kan du hjælpe motoren af med noget af varmen ved at skrue op for varmen i kabinen. Heldigvis anbefaler SOS Dansk Autohjælp også at rulle vinduerne ned. (ARKIVFOTO) (Foto: Dennis Lehmann © Scanpix)

Feriestemningen kan hurtigt gå fløjten, hvis din bil går i stå på motorvejen, fordi den bliver overophedet.

For bilen kæmper især mod sommervarmen, når den er godt pakket. Endnu mere, hvis du har spændt en campingvogn efter og i øvrigt har tændt for

airconditionen
i varmen.

Ender du og bilen så i kø på motorvejen, så risikerer motoren til at give op.

Og både Falck og SOS Dansk Autohjælp forventer at skulle hjælpe flere med overophedede biler i år, hvor ferierykket kommer i fuld højsommer.

For bilens motor har det svært, hvis man holder stille på motorvejen, fortæller redder Thomas Pedersen fra SOS Dansk Autohjælp.

- Hvis man har motoren tændt, så yder den mere og mere og bliver varmere og varmere. Har man også

aircondition
tændt, så skal den yde endnu mere og skal lave endnu mere varme. Men den kan ikke komme af med varmen, fordi den får ikke noget luft igennem til kølesystemet, siger han.

Ingen luft til at køle

Når bilen holder stille i køen, så kommer der nemlig ikke luft susende ind i motorrummet, der kan afkøle motoren.

- Fartvinden gør simpelthen, at motoren bliver kølet hurtigere ned, når bilen er i fart, forklarer den erfarne redder.

Så Thomas Pedersen har tre gode råd, hvis man havner i en stillestående kø. Og de to første lyder logiske.

- Ned med vinduerne. Og sluk for

airconditionen
.

Men det tredje råd vil nok overraske de fleste.

- Tænd for varmen og skru helt op – alt hvad du kan. Det kører noget varme af systemet. Det kan nok ikke tage det hele, men hvis man ikke holder stille alt for længe, så tager det da lidt af varmen fra motoren, siger Thomas Pedersen.

Motor afgiver varme til varmeapparat

Skrue op for varmen?! Ja, det sagde han faktisk.

- Når du åbner for varmeapparatet, så får du afgivet noget af varmen fra kølevæsken i motoren til varmeapparatet. Den kommer så ind i kabinen, og så kan du holde det lidt koldere ude i motoren. Og temperaturen der er det primære, at den kan blive ved med at arbejde.

Thomas Pedersen råder også til at få tjekket olie, vand og dæktryk, hvis den lange ferietur skal gå glat.

- Og få så et serviceeftersyn på det værksted, du plejer at bruge, og få mekanikeren til at sige god for, at bilen er klar til at køre 2500 kilometer sydpå.

Sådan hjælper du bilen i motorvejskøen

  1. 1

    Ned med vinduerne.

  2. 2

    Sluk for airconditionen.

  3. 3

    Skru helt op for varmen. Kilde: Thomas Pedersen, SOS Dansk Autohjælp Østjylland

Facebook
Twitter