Kommune vil stramme op på sagsbehandling: Borgere får ret i 41 procent af klagerne

Det kommer ikke bag på borgerrådgiver Jesper Cortes, at Ankestyrelsen er utilfreds med Favrskov Kommunes sagsbehandling.

Det er specielt klager om kontanthjælp og sygedagpenge, som bliver omgjort (arkivfoto). (Foto: Esben Salling © Scanpix)

Ankestyrelsen har haft den røde pen fremme og påbudt Favrskov Kommune at ændre 41 procent af de afgørelser, som borgere har klaget over.

Det er specielt klager om kontanthjælp og sygedagpenge, som bliver omgjort.

- Umiddelbart synes man jo nok, at det er lige højt nok, siger Lars H. Storgaard (K), der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Favrskov Kommune.

Han mener, at området er så komplekst, og at der er så mange faldgruber, at han ikke vil kritisere medarbejderne for det.

- Det er ikke sådan noget, jeg ligger søvnløs over om natten, men jeg skelner da til det, og vi har også iværksat nogle initiativer, efter tallene er kommet frem, siger han.

Tal overrasker ikke borgerrådgiver

Det kommer ikke bag på borgerrådgiver Jesper Cortes, at Ankestyrelsen er alt andet end tilfreds med hans kommune.

- Det er ikke nogle tal, der overrasker os. Det er også tal, som vi ser i andre kommuner, mener han.

Han mener, det skyldes, at kommunen er for hurtig til at lave en løsning i sagerne og lave en afgørelse.

- Så kommer den op i klagesystemet, som mener, at der ikke er tilstrækkeligt oplyst til at nå frem til den løsning, som kommunen har valgt. De pakker det hele sammen, sender det hjem til kommunen og beder dem om at prøve en gang mere, siger Jesper Cortes.

Vil stramme op

Favrskov Kommune vil nu klæde sagsbehandlerne bedre på gennem interne kurser.

- Vi vil se, om vi kan højne kvaliteten af de afgørelser, som træffes. I de sager, hvor det kræver en særlig lovfortolkning, skal afgørelsen drøftes med den juridiske konsulent, inden afgørelsen bliver sendt ud til borgeren, forklarer udvalgsformand Lars H. Storgaard.

Jesper Cortes roser Favrskov Kommune for at stramme op på sagsbehandlingen.

- Det er et godt initiativ, at der bliver fokuseret på, hvad problemet er, og hvad de kan gøre anderledes. De forsøger at gøre sagsbehandlerne klogere og give dem de kompetencer, som skal til, siger han.

Ankestyrelsen har også det seneste halvandet år ændret i godt 40 procent af klagesagerne på børne- og familieområdet og i mere end 25 procent af klagesagerne på social- og sundhedsområdet i Favrskov Kommune.

Facebook
Twitter