Kommuner beder om hjælp til problemer med børn, der mistrives

Socialstyrelsens Task Force hjælper kommuner, som oversvømmes af henvendelser om børn, der mistrives.

Landets kommuner fik i 2014 næsten 65.000 henvendelser om børn, der mistrives eller bliver udsat for overgreb.

Mange kommuner beder om hjælp fra Socialstyrelsens Task Force til at klare det stigende antal underretninger om børn, der mistrives.

Det vælter nemlig ind med underretninger og kommunerne kæmper med at leve op til kravene om hurtig og god behandling af sagerne.

Sidste år fik Aarhus Kommune mere end 4500 henvendelser fra folk, som frygtede for et barns trivsel.

I Norddjurs Kommune var tallet 900 og i Odder Kommune brugte 232 muligheden for at advare om mistrivsel, misbrug eller overgreb på børn.

Senest har Odder Kommune bedt om hjælp fra Socialstyrelsens udryknings-styrke.

- Det er altid godt med nye øjne, der kigger på. Måske er der arbejdsgange, vi synes er smarte, men som de kan se, vi kan forbedre, siger formanden for børn, unge og kulturudvalget i Odder, Anne Bonefeldt (V).

Antallet af underretninger om udsatte børn i Odder er fra 2010 til 2015 steget med næsten 200 procent.

Også i Norddjurs Kommune har Socialstyrelsens task force været på besøg.

- De går alt igennem og ser om, der er noget, der kan forbedres, forklarer formanden for børne- og ungdomsudvalget, Lars Østergaard (V).

- De har fulgt os nu i halvandet år. Vi har ingen berøringsangst. Lad os få problemerne op på bordet og lad os få dem løst så godt vi kan, siger han