Kommuner glæder sig over udsigt til fælles indkøbscentral: Skal sikre værnemidler til alle

Aarhus Kommune har fået det nationale ansvar for indkøb på tværs af kommunerne.

I mange kommuner er der mangel på værnemidler som håndsprit, ansigtsmasker og åndedrætsværn. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Siden coronavirus kom til Europa, er håndsprit, mundbind og plastforklæder blevet mangelvarer, og mange steder er lagerbeholdningen kritisk lav.

Derfor går kommunerne nu, på opfordring fra Kommunernes Landsforening og Lægemiddelstyrelsen, sammen om at sikre sig udstyr, der kan beskytte ansatte og borgere i sundheds- og plejesektoren mod coronavirus.

I spidsen for arbejdet står Aarhus Kommune, som får det nationale ansvar for indkøb af værnemidler og skal opbygge en fælleskommunal indkøbsorganisation.

Målet er simpelt, fortæller borgmester Jacob Bundsgaard (S).

- Vi skal have tilstrækkelige visirer, masker, kitler og så videre til, at alle kan føle sig sikre ved at møde ind på arbejde, siger han.

På et pressemøde tirsdag eftermiddag slog sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fast, at det er vigtigt, at myndighederne gør, hvad de kan for hurtigt at skaffe og sikre udstyret. Ikke mindst set i lyset af, at flere lande har oplevet, at der er falske værnemidler og testkits i omløb.

Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune, vil sikre, at alle trækker i samme retning. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Til gengæld kunne sundhedsmyndighederne også med stor glæde fortælle, at mange danske virksomheder har henvendt sig for at tilbyde hjælp med at sikre beholdningen af netop værnemidler, og at man lige nu er ved at finde ud af, om man kan bruge virksomheden Novo Nordisks testfaciliteter i Måløv, ligesom Carlsberg er i spil til at udvikle håndsprit.

- Vi vælter os nærmest i henvendelser fra virksomheder, der vil hjælpe. Siden mandag har vi fået næsten 500 henvendelser, fortalte direktør Thomas Senderovitz fra Lægemiddelstyrelsen.

Kan få bugt med 'sortbørshandel'

I kommunerne vækker det glæde, at der nu oprettes en ny fælleskommunal indkøbsorganisation, for der er stor forskel på, hvad de enkelte kommuner har på lager.

I Skanderborg Kommune oplever man eksempelvis, at det er svært at få leverandørerne til at holde, hvad de lover, fortæller koncernchef Lis Kaastrup.

- Der går ikke andet end en dag eller to, og så er ordren annulleret, og som regel er det, fordi de i stedet er gået til regionerne, så hospitalerne får først, og det er klart, at sådan skal det også være, siger hun.

Og selvom myndigheder og mange kommuner kan berette om behjælpelige virksomheder, der står på spring for at donere udstyr og hjælpe til, så har man i Randers Kommune også oplevet, at enkelte virksomheder forsøger at udnytte manglen på værnemidler til at sælge til overpris.

Det fortæller Pia Bjærge, der er ansvarlig for kommunens beholdning af værnemidler.

- Det minder helt om sortbørshandel. Jeg fik en melding fra en i sidste uge, som gerne ville sælge mig overtrækskitler til 99 kroner per styk, og det er meget langt fra, hvad vi normalt betaler, siger hun og fortæller, at hun normalt kan indkøbe omkring 50 til samme pris.

Derfor glæder hun sig over, at der bliver samlet op fra central hold.

- I stedet for at virksomheder skal prøve at sælge til 98 forskellige kommuner, er der ét sted, der taler på vegne af os alle sammen og kan sige, at man er interesseret, men at det også skal være til en pris, der er acceptabel, siger hun.

Borgmester: Alle skal bruge sine forbindelser

Også København, Odense, Aalborg og Roskilde kommuner indgår i det nye samarbejde for at finde værnemidler. Og det samme gør landets regioner.

Aarhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard fortæller, at indkøbsorganisationen nu vil kontakte leverandører, der kan tænkes at have værnemidler liggende og sørge for, at der bliver koordineret på kryds og tværs, og at relevante virksomheders bidrag kommer med i puljen.

- Det er et forsøg på at sikre, at vi trækker i samme retning alle sammen og bruger de forbindelser, vi har, siger han.