Kommuner har succes med 'Giv et praj'-ordning.

Borgerne er flittige til at give kommunernes vejfolk tips om vejhuller, væltede træer og hærværk.

Farlige huller i vejen, hærværk og grafitti er populære emner for de tusinder af borgere, der giver kommunerne et praj om problemer. (Foto: Michael Lyck Poulsen © DR)

Tusinder af borgere hjælper kommunerne med at holde øje med huller i vejene, væltede træer hærværk og andre problemer

Det sker gennem kommunernes 'Giv et praj'-ordning.

-Det er alle mulige henvendelser. Lige fra døde dyr, væltede skilte, toiletter, der ikke er gjort rene, huller i vejen og ujævne fortove - det er simpelthen alt, fortæller Poul Erik Kristoffersen, der tager sig af 'Giv et praj'-henvendelserne i Randers Kommune.

Borgerne er vores øjne i marken

Også i Aarhus er borgerne flittige til at fortælle om huller i vejene, problemer med buske, træer, legepladser og grafitti, siger Marlene Ostenfeld fra afdelingen for borgerhenvendelser i Aarhus Kommune.

- De er vores "øjne" ude i marken.

Hun anslår, at hun får i gennemsnit 5-10 henvendelser om dagen gennem 'Giv et Praj'-tjenesten på kommunens hjemmeside.

1.400 henvendelser i Randers

I Randers har borgerne også mulighed for gennem en app på mobiltelefoner at sende billeder og præcise informationer om for eksempel huller i vejene. I år er der indtil nu kommet omkring 1.400 henvendelser.

Nogle gange - hvis der ikke følger et billede med prajet - kan det dog være lidt svært at vurdere, hvor stort problemet er, forklarer Poul Erik Kristoffersen.

- Vi fik en henvendelse, hvor der stod, at der var et hul i vejen, som var så stort at en Morris Mascot Mini kunne blive væk i den. Og der tænker man så: Så stort er hullet jo nok ikke.

Også i andre kommuner er borgerne hjælpsomme.

I Silkeborg og Favrskov kommuner giver borgerne i gennemsnit to-tre praj om dagen til kommunerne.

Facebook
Twitter