Konfirmationsforberedelse i skoletiden splitter socialdemokraterne

Skal konfirmationsforbedelse ligge i skoletiden? Nej, siger socialdemokraterne i Aarhus. Ja, siger de i Silkeborg.

Ingen religiøs forkyndelse i skoletiden, siger socialdemokraterne i Aarhus. Folkeskolen skal favne bredt, mener de. (© DR)

Skal teenagerne have lov til at skifte et par af skoletimerne ud med konfirmationsforberedelse?

Det er der forskellige holdninger til i de forskellige kommuner - også inden for de samme partier.

Undervisningsministeren har åbnet for en forsøgsordning, hvor skolerne kan bytte op til to timers understøttende undervisning om ugen ud med konfirmationsforberedelse.

Silkeborg: Tradition gennem flere traditioner

Og den mulighed har et flertal i Silkeborgs Børn- og Ungeudvalg valgt at gøre brug af, fortæller formand Søren Kristensen.

- Et flertal i udvalget - inklusive mig selv – mener, at konfirmationsforberedelsen har været en tradition igennem flere generationer, og derfor synes vi også, at det skal ses som en del af den skole- og undervisningstid, som vi kender med folkeskolereformen, siger han.

Han pointerer, at der i Silkeborg stadig skal tilbydes understøttende undervisning til de unge, der ikke vil gå til konfirmationsforberedelse.

Aarhus: Ingen forkyndelse i skoletiden

Søren Kristensen er socialdemokrat, men det er ikke alle østjyske socialdemokrater, der er enige med ham.

I Aarhus siger socialdemokraternes politiske ordfører, at han har meget svært ved at forestille sig, at der vil være et flertal for det.

- Hos socialdemokraterne i Aarhus er vi grundlæggende uenige i, at der skal foregå religiøs forkyndelse i folkeskolens regi. Folkeskolen er jo folkets skole. Uagtet hvilken religion eleverne har, så er det folkeskolens opgave at favne bredt, siger Peder Udengaard, der er næstformand i Børne- og Ungeudvalget Aarhus.