Fingrene er blevet kortere hos de unge i Aarhus.
Kriminaliteten blandt unge mellem 10 og 17 år er nemlig den laveste i nyere tid. Alene sidste år faldt antallet af sigtelser mod unge med 22 procent.
Kun 1,3 procent af aldersgruppen blev sigtet sidste år.
Det forklarer vicepolitiinspektør Leif Benny Kristensen fra Østjyllands Politi.
- Det er utroligt positivt, at vi har så gode ungdomsårgange, der finder helt andre ting at beskæftige sig med end at begå kriminalitet, siger han.
Det er en generel tendens, at kriminaliteten falder i disse år, men der er stadig en hård kerne af kriminelle unge, som det er svært at få bugt med, fortæller socialrådmand i Aarhus Kommune Thomas Medom (SF).
- Derfor udvikler vi den målrettede indsats over for den hårde kerne, så vi kommer hele vejen rundt i forhold til uddannelse og beskæftigelse som alternativ til en kriminel løbebane, siger han.
Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) forklarer, at politiet og kommunen har også fokus på de unges adfærd på internettet.
- Vi ser blandt andet tendenser til voldsomt sprog og grænseoverskridende adfærd på internettet og i sociale medier, som får konsekvenser i den virkelige verden, siger han.