Kriseramt kommune fyrer tre topchefer

Norddjurs Kommune lægger flere forvaltninger sammen og vil effektivisere administrationen.

Der skal findes 115 millioner kroner for 2019 for, at Norddjurs Kommune ikke kommer under administration. Arkivfoto. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Norddjurs Kommune fyrer en række topchefer.

Flere forvaltninger i den kriseramte kommune lægges sammen, så flere chefer bliver tilovers. Det sker oven på de massive besparelser, som kommunen for tiden er i gang med at udarbejde.

Det betyder, at økonomichefen, chefen for miljø-og kultursekretariatet og chefen for planlægning og natur bliver afskediget, og en ledig stilling som IT- og digitaliseringschef ikke bliver genbesat, fortæller kommunaldirektør Christian Bertelsen til DR Østjylland.

- Vi har konstateret en meget udfordret økonomi forud for budget 2019, og der har været en vigtig politisk prioritering i at få vores budget til at hænge sammen. Nu har vi besluttet et budget og har et godt fundament for 2019, og nu er næste fase at se nærmere på vores organisation, siger han.

Norddjurs Kommune vil nu med bistand fra en eksterne konsulent lave en helt ny organisationsmodel med færre og mere homogene forvaltninger, siger Christian Bertelsen.

- Vi er nået frem til efter grundige overvejelser, at vi kan trimme vores organisation og gøre den bedre, og det betyder, at vi foretager nogle sammenlægninger blandt økonomi og personale og skaber en bedre sammenhæng til vores fagforvaltninger og slanker vores teknik og miljø og kan lægge nogle områder sammen, siger han.

Besparelse mærkes først senere

Den reelle besparelse kan ikke ses endnu men vil blive tydelige over de nærmeste år, siger han.

- Det er svært at sætte tal på præcis, hvad det afstedkommer, for det kommer til at afhænge af de aftaler, der indgås med de nævnte chefer, men udgangspunktet er, at når man er chef for de områder, tjener man i størrelsesordenen 850.000 inklusiv pension, og så har man nogle særlige fratrædelsesvilkår, hvor udgangspunktet er et års løn.

- Så den reelle besparelse kommer først til at være i slutningen af 2019 og 2020 og årene frem.

Han tror på, at besparelser og bedre service kan gå hånd i hånd.

- Jeg håber, man kan få skabt noget mere sammenhæng i de områder, man lægger sammen, og for eksempel på områderne økonomi og personale håber jeg, man kan lave en mere effektiv administrativ organisation, der betyder, at vi kan drive vores kommune for færre penge, siger han.

De fyrede chefer har fået besked om deres afskedigelse her til morgen.