Kronprinsen åbner ny udstilling om Troels Kløvedal: En hyldest til eventyreren og friheden

I dag åbnede kronprins Frederik en udstilling om eventyreren på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Her åbner kronprins Frederik officielt udstillingen ved at ringe på en skibsklokke.

Rettelse: Det fremgik af en tidligere version af artiklen, at Troels Kløvedal ikke var til stede ved åbningen. Men det var en fejl. Vi beklager.

Kronprins Frederik erklærede onsdag eftermiddag en udstilling om frihed og en helt særlig eventyrer for åben på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Udstillingen ”Frihedens værksted” er en udstilling om frihed – både frihed som følelse, som drivkraft mod eventyr og som motor i hverdagen og livsfilosofi. Alt sammen personificeret i én og samme person: Eventyreren, forfatteren, filmmanden og kaptajnen Troels Kløvedal.

- Du har tryllebundet os gennem årtier, lød det fra kronprinsen fra talerstolen til Troels Kløvedal, da han åbnede udstillingen.

Troels Kløvedal lider af den aggressive og sjældne sygdom ALS, som langsomt lammer kroppen. Alligevel var han mødt op til åbningen og hørte kronprinsens ros.

Åbningen skete ved, at kronprinsen "slog glas", som det hedder, og ringede på en skibsklokke for at markere udstillingens start.

- På søen som sømand betyder det, at man tørner om vagten. Der skal til at skiftes rorgænger. Det har ikke noget at gøre med, at vi skal skifte noget. Nu slår vi glas for at erklære, at udstillingen er åben, sagde kronprinsen forud for åbningen.

Kronprinsen har selv haft ”den kæmpestore oplevelse”, som han udtrykte det i sin tale, at sejle med Troels Kløvedal på Nordkaperen gennem Guldborgsund.

- Det var nok til at mærke dér, hvor du er, når du står og sejler, og hvor din frihed er, lød det fra kronprinsen.

Troels Kløvedal behøvede ingen betænkningstid

Selvom Troels Kløvedal i dag er meget svækket, behøvede han ingen betænkningstid, da museumsdirektør Bo Skaarup sidste år satte kurs mod kaptajnens hjem på Djursland i juledagene og spurgte, om ikke de sammen skulle lave en udstilling om hans liv.

- Så skrev han på sin iPad: 'Jo, det skal vi', fortæller Bo Skaarup.

Det er årtier siden, han stiftede bekendtskab med Troels Kløvedal. Men i modsætning til de fleste andre, så var det ikke gennem bøger og tv. Faktisk har de begge sejlet rundt på verdenshavene og korresponderet med hinanden via breve undervejs.

- Det var dengang man brugte post – det var ikke mails, sms og Instagram. Så det er ved at være nogle år siden!

Til gengæld er der sociale medier i dag, og under tilblivelsen af udstillingen har museet efterspurgt folks historier om Nordkaperen og Troels Kløvedal, som også pryder væggene.

- Der er kommet i tusindvis af små udsagn, som folk har skrevet til os, siger Bo Skaarup.

Publikum kan opleve model af Nordkaperen

I udstillingen får folk, der ikke har haft mulighed for at opleve Nordkaperen, mulighed for det – i hvert fald så godt som. Museet har nemlig bygget en model i fuld størrelse af Nordkaperen under dæk fyldt med ting hentet fra Troels Kløvedals hjem.

Det fortæller Hanne Strager, der er kurator på udstillingen.

- Det er jo ikke alle mennesker, der har oplevet den, så det at komme ombord på Nordkaperen er noget helt særligt, siger hun.

Troels Kløvedal har været med under hele tilblivelsen af udstillingen. Hanne Strager fortæller, at der er en helt særlig grund til, at der netop er fokus på begrebet ”frihed” i udstillingen. Det har nemlig været gennemgående, når Troels Kløvedal har berettet om sine oplevelser og sit liv.

- Det taler han meget om; at friheden er der jo, og vi kan alle vælge den, fortæller hun.

Søn med til åbningen: Som at gå rundt i vores familiealbum

Troels Kløvedals ældste søn er en af de indbudte gæster til åbningen af udstillingen. Sønnen,Mikkel Beha Erichsen, har også rejst rundt på verdenshavene, lige som sin far, sammen med sine sønner.

For ham er udstillingen en rørende oplevelse.

- Det er jo vores familiealbum, der er blevet skaleret op i fuld størrelse, og Nordkaperen i 1:1-størrelsesordnen og så invitere folk med ind, og se, hvad de siger til det, lyder det fra ham.

Selv har han hele livet været inspireret af sin far.

- Sådan tror jeg, der er mange børn, der har det. De kigger jo rundt til de voksne omkring én, og til deres forældre, som er dem, der er tættest på, og spejler sig i dem, og kigger på: Hvordan bliver man voksen, hvordan lever man livet, hvad har man af værdier?

- Det er det, jeg har gjort ved at kigge på min far, siger han.

Museumsdirektør Bo Skaarup understreger, at udstillingen ikke er en mindeudstilling. Det er en hyldest.

- Gudskelov er han her endnu, og vi har brugt ham rigtig meget, og mange af de ting, der er her, er jo ikke vores sætninger men Troels’ egne ord, og mange af dem er skrevet til udstillingen, siger han.

Frihedens værksted åbner for publikum på Naturhistorisk Museum torsdag.

Udstillingen Frihedens Værksted er støttet af Nordea-fonden med 6,9 millioner kroner. I oktober næste år flytter den til M/S Museet for Søfart, hvor den vil kunne ses et år.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter