Her til morgen lagde det første krydstogtskib nogensinde til kaj i Randers.
Dog ikke et af de store med mange tusinde turister.
Det var derimod det fredede skib MS Nordstjernen, der er et post- og fragtskib fra 1956, der tager sine gæster på nostalgiske ture fra Trondhjem i Norge til Travemünde i Tyskland.
Ombord var 32 turister, og på kajen stod både byens borgmester og 70-80 andre randrusianere klar til at tage imod gæsterne.
Også Heidi Stein stod klar på kajen. Hun er turistguide og en af dem, der havde til opgave at vise de 32 krydstogtturister rundt i byen på en rundtur, byens turistorganisation havde arrangeret.
- De skal da se vores herlige middelalderby inden for voldene, og desuden vil jeg vise dem vores håndværkermuseum og vores gamle handskefabrik, lød det fra Heidi Stein.
Hun mener, byen har meget at byde på, ikke mindst på grund af dens historiske islæt.
- Vi har mange smukke huse, som er bevaringsværdige, for vi har ikke haft storbrand, som mange andre købssteder ellers har haft, siger hun.
Desuden har byen landets eneste flodhavn, som turistguiden glædede sig til at vise frem.
- Der er en fantastisk natur ved floden og langs Gudenåen, og så er der en særlig hygge i byen, siger hun.
Margit Distler, der er arrangør og rejseleder, var allerede ved ankomsten begejstret for Randers.
- Randers er fantastisk! Vi har valgt Randers, fordi vi rejser med Nordstjernen, som er et lille skib, og vi elsker at rejse til små havne, andre krydstogtsskibe ikke kan besøge, siger hun.
Hun er heller ikke i tvivl om, at det gamle skib også i fremtiden vil lægge vejen forbi byen.
- Det gør vi helt sikkert, siger hun.
MS Nordstjernen rejser videre med sine krydstogtsgæster klokken 23 i aften.