Kun hver femte ansat på Grenen er pædagog

Grenen har 100 ansatte til at passe på de unge, og 80 af dem har ingen pædagogisk uddannelse, men Lars Emil Andersen mener ikke, det er årsag til de uheldige episoder.

Kun hver femte af de ansatte på døgninstitutionen Grenen er uddannet pædagog. (Foto: Dr Østjylland © DR Østjylland)

Meget få af de ansatte på en af landets bedst sikrede institutioner for unge kriminelle, Grenen ved Grenaa, er uddannede pædagoger.

Det oplyser Grenens leder, Lars Emil Andersen.

Institutionen er blevet kritiseret af Folketingets Ombudsmand, der har besøgt institutionen, der har plads til 28 unge.

Fik stuearrest

Ombudsmanden er især faldet over 2 episoder.

I den ene fik 3 unge nærmest stuearrest i 6 timer med den begrundelse, at normeringen var for dårlig.

En anden gang blev der leget blindebuk med en ung, hvor præmien bestod i at finde en mobiltelefon, så han kunne ringe hjem til sin mor. Men Selv om han fandt telefonen, fik han ikke lov at ringe.

Langt mellem pædagoger

Grenen har 100 ansatte til at passe på de unge, og 80 af dem har ingen pædagogisk uddannelse, men Lars Emil Andersen mener ikke, det er årsag til de uheldige episoder.    - Det er ikke min oplevelse. Jeg mener, at vi leverer et rigtig flot og kompetent socialpædagogisk arbejde, siger han.

Det er dog ikke noget mål for ham at have få pædagoger blandt de ansatte.

- Det er det absolut ikke. Når vi åbner afdelinger, slår vi vores stillingsopslag op åbent, og så rekrutterer vi blandt de bedste af dem, der har ansøgt, siger Lars Emil Andersen.

Facebook
Twitter