Kuren mod HIV-virus er rykket et markant skridt nærmere virkeligheden.
HIV-smitte rammer hvert år op mod 300 danskere, men nu kommer dyreforsøg dem til hjælp.
Det er lykkedes forskere fra Aarhus Universitetshospital at smitte mus med det HIV-virus, som ellers kun kan leve i mennesker.
At smitte dyr med HIV er kun lykkedes ganske få gange tidligere i USA. Derfor er de danske mus et stort gennembrud i HIV-forskningen i hele verden og et afgørende skridt mod at finde en kur mod HIV.
HIV kan udvikle sig til aids, der førte til mange dødsfald i 1980'erne og 90'erne. I dag kan HIV-virussen holdes i skak med medicin, så den ikke udvikler sig.
- Vi vil jo gerne lave forskning, der kan finde en kur, så man kommer helt af med HIV, forklarer professor og ledende overlæge Lars Østergaard fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Det er indtil videre lykkedes forskerne at smitte syv mus med HIV. Prisen per smittet mus er høj: 100.000 kroner.
Det er nemlig en uhyre kompliceret procedure at gøre musene modtagelige for virus.
Skifter musenes immunsystem
Musene har fået fjernet deres eget immunsystem og i stedet fået injiceret celler fra mennesker, så de får et menneskeligt immunsystem. Dermed kan det lade sig gøre at inficere musene med HIV og gennemføre forsøg med, hvordan virussen reagerer på nye behandlinger.
Hidtil har HIV-forsøg krævet risikovillige patienter, men med dyreforsøg kan forskerne nu lave de afgørende tests og komme meget tættere på en løsning.
- Sådan nogen forsøg kan godt være ret eksperimentelle, og derfor kan man ikke bare bruge mennesker til det. Man bør i stedet lave forsøgene med dyr. Og så er det jo fantastisk at have mulighed for at smitte mus med menneske-HIV, siger Lars Østergaard.
En af verdens førende HIV-forskere, Stephen Kent, der er professor på University of Melbourne i Australien, har besøgt Aarhus for at følge den nye udvikling, og han ser store perspektiver i de danske forsøgsmus.
- Lars og hans hold har mange ideer til, hvordan man kan bekæmpe HIV. Men hver idé kræver årelange forsøg og mange patienters medvirken, forklarer Stephen Kent.
- Med disse HIV-inficerede mus kan man teste behandlingerne på et tidligt stadie. På den måde kan man hurtigere finde ud af, om der er basis for at lave kliniske forsøg med mennesker. Så det her er meget spændende.
Men hvornår har videnskaben så kuren mod HIV klar?
- Vi er på vej, og det her er endnu et skridt i den rigtige retning. Hvornår kuren kommer, er der ingen, der kan sige. Men jeg tror på, at den kommer en dag, siger Lars Østergaard.
Hver år bliver mellem 250 og 300 danskere smittet med HIV, og det skønnes, at omkring 8000 danskere lever med sygdommen. Tallet er ikke faldende.