Kvæstet cyklist chokeret over 112: Måtte gentage adresse igen og igen

Trafikoffer føler sig skidt behandlet i opkald til alarmcentralen. Adressen er så vigtig, at vi spørger kontant, siger politiet.

"Skindet og vævet er trykket af oversiden af armen og hænger ned. Ligesom man kan forestille sig, at man skulle rulle kød sammen til en rullepølse." Så slemt kvæstet var Hans Jørgen Thykjær Jørgensens arm i en trafikulykke i maj. Siden har han været igennem flere operationer for at reparere på skaderne. (Foto: Flemming Nielsen © Dr Østjylland)

Den blodige arm ser helt forkert ud, da Hans Jørgen Thykjær Jørgensens fredelige cykeltur pludselig ender i grusvejen under en bil.

- Skindet og vævet er trykket af oversiden af armen og hænger ned. Ligesom man kan forestille sig, at man skulle rulle kød sammen til en rullepølse, forklarer Hans Jørgen Thykjær Jørgensen.

Trafikulykken og kvæstelserne er et chok. Men Hans Jørgen Thykjær Jørgensen er også chokeret over den oplevelse, han får, da han ringer til alarmcentralen.

Ulykken sker en dag i maj lidt udenfor Ebeltoft. Hans Jørgen Thykjær Jørgensens højre underarm bliver kørt over af bilens hjul i sammenstødet, og hans hofte bliver beskadiget.

Ringer selv trods kvæstelser

Han bløder voldsomt, og kødet på underarmen hænger i laser, så senerne er blottet.

Bilisten, han er stødt sammen med, har svært ved at ringe op uden sine læsebriller, så Hans Jørgen Thykjær Jørgensen forsøger selv at ringe op til 112.

- Da vidste jeg ikke, at min venstre hånd også var brækket, så jeg sidder der på vejen med en telefon, der ligger i gruset og trykker forkert mange gange. Men i løbet af tre-fire minutter lykkes det mig at ringe op, siger han.

Her forklarer den kvæstede mand 13 gange, at han er ved "Galgebakken" og ved "Ebeltoft Golfklub", men alarm-operatøren ved alarmcentralen vil have en mere præcis adresse. Det viser en udskrift af alarmopkaldet.

"Galgebakken ved golfklubben" var den adresse, som Hans Jørgen Thykjær Jørgensen gentog 13 gange i alarmopkaldet til 112. Før ambulancen så kørte forkert. (Foto: Hans Jørgen Thykjær Jørgensen © PRIVATFOTO)

Da Hans Jørgen Thykjær Jørgensen ikke kan give en mere præcis adresse, oplever han, at den ansatte taler ned til ham.

- ”Ja, ja, vi skal jo nødigt køre forkert” og ”nu skal du altså høre efter”. Hvad om han havde hørt efter, hvad jeg sagde? Det er trods alt derfor, han sidder der, siger Hans Jørgen Thykjær Jørgensen.

Ambulancen kører forkert

Han er utilfreds med, at opkaldet til alarmcentralen bliver så kaotisk, mens han selv ligger på jorden og er kvæstet. Samtalen tager næsten ni minutter.

- Der er så mange gentagelser – fra begge sider – at jeg simpelthen ikke fatter, hvad der sker.

Da ambulancen kommer frem, kører den faktisk forbi i første omgang og ind til en nærliggende gård, fortæller Hans Jørgen Thykjær Jørgensen, og det bekræftes af et andet vidne.

Det er Østjyllands Politi, der er ansvarlig for alarmcentralen, som modtog opkaldet fra Hans Jørgen Thykjær Jørgensen.

De ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag, som der er klaget over. Men de kan godt genkende, at de ansatte ved alarmcentralen nogle gange må gå kontant til dem, der ringer, forklarer politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen, Østjyllands Politi.

- Dem, der ringer ind, er jo tit i nød og kan også være chokerede. Derfor kan det være vigtigt for os at gå lidt skarpt til anmelderne og sige, at vi virkelig har brug for den adresse.

Og så lykkes det heldigvis i langt de fleste tilfælde, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Politi: Adressen er supervigtig

Han forsvarer også, at det kan være nødvendigt at spørge mange gange om præcist, hvor en ulykke er sket.

- Det er simpelthen så supervigtigt for os, at vi får en adresse, så vi kan sende den rigtige hjælp afsted. Ellers risikerer vi, at ambulancen, hvis det er det, der er brug for, kommer til at køre rundt i det forkerte område, og så spilder vi dyrebar tid.

Men Hans Jørgen Thykjær Jørgensen har svært ved at forstå, at han skulle kunne give en mere præcis adresse, end han gjorde.

- Det er jo svært at give et vejnummer ude på landet, hvor der er grøftekanter og heste på marken. Galgebakken er et sted med to huse, en tranformerstation og en lang hæk, siger han.

Klage over opkaldet

Ambulancen bliver sendt af sted fire minutter, efter at Hans Jørgen Thykjær Jørgensen har indledt sit opkald til 112, oplyser politiet.

Hans Jørgen Thykjær Jørgensen har klaget over Østjyllands Politi til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Den sag er stadig under behandling. Hvert år klager mellem 450-500 borgere over politiets adfærd til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Politiet anbefaler desuden, at man benytter den gratis app "112 app", hvor man ved at ringe op igennem appen automatisk giver sin geografiske position videre til alarmcentralen.

Facebook
Twitter