Kvæstet ved arbejdsulykke er lagt i kunstig koma

Tilstanden er her til morgen stadig kritisk for den 37-årige medarbejder, som blev alvorligt kvæstet ved en arbejdsulykke på Aarhus Havn i går.

Sammenstyrtningen skete i forbindelse med opførelsen af et nyt boligområde på Aarhus Havn. Det nedstyrtede betondæk ses i midten af billedet. (Foto: PRIVATFOTO)

Tilstanden er stadig kritisk for den 37-årige mand, som blev alvorligt kvæstet ved en ulykke på Aarhus Havn sidst på eftermiddagen i går.

Han er lagt i kunstig koma, fortæller politiet her til morgen.

Ulykken skete ved en bygning, der er nabo til Grundfos-kollegiet på havnen i Aarhus.

Arbejdstilsynet regner med at have nyt om arbejdsulykken en gang i eftermiddag.

Politiet er nu ved at finde ud af, hvordan ulykken kunne ske.

- Man har været ved at etablere en etageadskillelse mellem kælder- og stueetage, og det var i den forbindelse, at et betonelement faldt ned over en medarbejder, siger indsatsleder Martin Tams fra Østjyllands Politi.

Ingen forklaring på ulykken endnu

Han fortæller, at der gik fire mand og arbejdede på stedet, da ulykken skete.

- Vi har nu lavet afhøringer af de personer, der var til stede, men vi har som sådan ikke fundet nogen forklaring på, hvordan ulykken kunne ske, siger han.

Han fortæller, at det er for tidligt at sige, om der var tale om en decideret konstruktionsfejl eller om ulykken skyldtes en forkert arbejdsgang.

- Det må vores undersøgelse, som vi laver sammen med Arbejdstilsynet, vise, siger Martin Tams.

Facebook
Twitter