Læge anklaget for seksuelt overgreb mod kvindelig patient

Den 49-årige læge er tidligere dømt for et lignende sex-overgreb i Norge

Lægen risikerer et års fængsel for at udnytte en patient, han havde i behandling på Psykiatrisk Hospital i Aarhus (Foto: © Wodicka, ColourBox)

I dag falder der dom i en sag, hvor en 49-årig læge står anklaget for at have haft sex med en kvindelig patient.

Overgrebene skulle ifølge anklagen være sket flere gange, mens kvinden var i behandling på psykiatrisk hospital i Risskov.Hvis lægen bliver kendt skyldig, risikerer han ét års fængsel og frakendelse af sin autorisation.

Den 49-årige mand er tiltalt efter en mild paragraf i straffeloven om at udnytte en person, man har i behandling.

Forklaringen er, at den kvindelige patient var voksen og kun var i ambulant behandling hos den 49-årige psykiater.Havde hun været indlagt, ville straffen kunne være op til 4 års fængsel.

Sagen stiller myndighederne i et kritisk lys.

Den 49-årige læge blev i 2010 dømt i Norge for sex-overgreb mod en kvindelig patient. Han fik halvandet års fængsel og frakendt sin autorisation til at arbejde som læge i Norge.

Men efter afsoningen kunne han alligevel rejse hjem til Danmark, hvor Sundhedsstyrelsen trods dommen lod ham få autorisation.

Han fik arbejde som psykiater på hospitalet i Risskov under et nyt efternavn. Da han blev meldt til politiet i august 2014, rejste han videre og fik arbejde på et sygehus i Nordjylland.

Her arbejdede han indtil 2015, hvor Sundhedsstyrelsen inddrog hans autorisation indtil videre.