Læger: Flytning af fedmeoperationer er farligt for patienterne

Region Midtjylland vil flytte svære operationer fra Aarhus til Viborg. Det kan være farligt for patienterne, mener eksperter.

Region Midtjylland vil flytte gastric-bypass operationer som denne fra Aarhus til Viborg. - En dårlig idé, mener fem speciallæger. (© Region Nordjylland)

Flere læger anklager Region Midtjylland for at se bort fra patienters helbred i et politisk spil.

Den hårde beskyldning kommer fra fem specialister i anledning af, at regionen vil flytte fedme-operationer fra Aarhus til Viborg.

Det drejer sig om operationer på meget fede mennesker med svækket helbred, hvor der opstår komplikationer mere end hver tiende gang, man opererer.

Ingen begrundelse

Alligevel vil Regions Midtjyllands ledelse flytte operationerne, og det vækker hård kritik fra flere speciallæger.

- Vi har ikke fået nogen faglig begrundelse for, at man vil flytte operationerne, og det er vi rystede over, siger kirurgisk overlæge på Aarhus Universitetshospital, Susanne Lausten på vegne af lægerne på sygehuset.

- Man risikerer at få flere komplikationer, fordi operationerne er så svære, siger Susanne Lausten med henvisning til, at lægerne i Viborg kun har en brøkdel af den erfaring, som man har i Aarhus.

Bedre hospitaler uden for storbyerne

I et mødereferat fra Regionen står der, at flytningen sker for at være med til at 'opretholde robuste akuthospitaler uden for Aarhus'. Med andre ord en politisk beslutning, der ikke tager faglige hensyn, mener man i Aarhus.

- Patienterne bliver tabere i det her spil, siger kirurgisk overlæge på Aarhus Universitetshospital, Susanne Lausten.

Regionsdirektør Ole Thomsen siger, at regionshospitalet i Viborg har kompetente og erfarne læger til området, og flytningen bliver kun gennemført, hvis Sundhedsstyrelsen godkender det.

Facebook
Twitter