Lærerstuderende kan ikke få helt basale undervisningsfag

Nogle lærerstuderende i Aarhus kan ikke få tysk, engelsk og dansk eller matematik for de yngste klassetrin.

Det vækker frustration hos de lærerstuderende, hvis de ender med at skulle undervise i fag, de ikke brænder for. (Foto: ERIK LUNTANG © Scanpix)

En række lærerstuderende i Aarhus må kigge langt efter ønskeuddannelsen.

Lige knap hver syvende studerende på 4. semester kan ikke få det ønskede linjefag, og det er ellers helt basale undervisningsfag som tysk, engelsk, dansk og matematik henvendt til de yngste klassetrin, der ikke bliver oprettet.

Det vækker stor frustration hos den studerende Peter Grønlund.

Han ville gerne have haft musik som førsteprioritet og matematik som andenprioritet, men ingen af fagene er blevet oprettet, og han er derfor ved at se på mulighederne for at fjernstudere eller alternativt vælge et undervisningsfag, han ikke brænder for.

- Det vil betyde, at jeg i mindre grad vil glæde mig til at komme på arbejde, og jeg vil nok finde det svært at motivere elever til at synes, at eksempelvis geografi er fedt, når jeg ikke selv synes det, siger han.

Uddannelsesleder på læreruddannelsen i Aarhus Annette Roed siger, at de gerne vil opfylde alles ønsker og gerne hele tiden, men at der også er en økonomi at skele til.

Men Peter Grønlund synes, det er lidt af en falliterklæring, at man på så stort et seminarium som det i Aarhus ikke kan imødekomme de studerendes ønsker.

Også formand for skolelederforeningen Claus Hjortdal mener, Aarhus bør gøre det bedre.

Han har erfaring for, at de studerende ikke vælger et seminarium i eksempelvis i Nørre Nissum eller i Skive for at få ønskefagene. De vælger andre fag i stedet.

- Det undrer mig bare, at man på så stor en uddannelse som den i Aarhus ikke er bedre til at ønskeopfylde for eleverne, så jeg vil da bede bestyrelsen om at gentænke deres brug af midlerne, siger han.

Facebook
Twitter