Landmænd får tilbud om krisehjælp efter pesticidforbud

Aarhus Kommunes stramning af pesticidregler skaber stor usikkerhed blandt jordejerne.

200 landmænd har af Aarhus Kommune fået at vide, at de efter planen ikke længere må bruge pesticider (arkivfoto). (Foto: © Palle hedemann, Scanpix)

Landmænd i Aarhus-området skal have hjælp af en krisepsykolog, efter de ikke længere må bruge pesticider, når de skal dyrke deres marker.

Aarhus Kommune har netop meldt ud til omkring 200 landmænd og lodsejere, at kommunen planlægger, at jordejeren skal opgive pesticiderne i sårbare områder og ved vandboringer.

Kravet gør landmændene usikre på fremtiden, fordi de bange for, at de ikke længere kan få det sædvanlige udbytte fra jorden. Det kan i sidste ende gå ud over landmændenes økonomi.

Sådan lyder det fra Christian Jensen, der er formand for Kronjyllands Landboforening.

- Nogen har jo sat sig i gæld, fordi de haft en forventning om at kunne dyrke ting på den måde, de har gjort hidtil.

Derfor er de omkring 200 landmænd og lodsejere omkring Aarhus på onsdag inviteret til informationsmøde, hvor der vil stå en krisepsykolog til rådighed.

- Det er noget nyt, men det er, fordi vi tror, der er behov for det, siger Christian Jensen,

Indtil nu har omkring 150 personer meldt sig til mødet, og det er især familier, der deltager.

- Det er både mand og konen, der kommer, fordi usikkerheden er så stor, forklarer Christian Jensen.