Landsret skærper byrets dom: IS-kriger fra Aarhus udvist for bestandigt

IS-kriger er i landsretten også dømt skyldig i at modtage træning i bombesprængning, hvilket byretten frifandt ham i.

Vestre Landsret i Viborg tog i dag stilling til, hvilken straf en 26-årig mand fra Aarhus skule have for at lade sig hverve af IS og blive trænet i at bruge våben og bomber. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Et ophold hos Islamisk Stat (IS) i Syrien koster en 26-årig mand bosat i Aarhus tilværelsen i Danmark.

Landsretten i Viborg har i dag givet ham tre års ubetinget fængsel og udvist ham for bestandig med indrejseforbud.

Han bliver dermed udvist til Tunesien, hvor han er statsborger.

Det har Vestre Landsret besluttet, efter den tirsdag fandt manden skyldig i at have ladet sig hverve af den militante gruppe og blive trænet i at bruge våben.

Desuden vurderede landsretten, at han også er skyldig i at modtage træning i sprængning af bomber, selvom byretten i Aarhus valgte at frifinde ham på det punkt.

Det skete gennem to uger i september 2013.

Anklagemyndigheden mente før dagens strafudmåling, at byretten var for mild, da manden slap med tre års fængsel og en betinget udvisning.

Senioranklager ved Statsadvokaten i Viborg Lasse Svensson er tilfreds med dagens resultat.

- Det vigtigste for anklagermyndigheden var betinget udvisning for den slags kriminalitet. Som demokratisk samfund skal man beskytte sig mod det og sørge for, at der sker udvisning, når folk rejser til Syrien og lader sig hverve, siger han.

Selv om den unge tuneser er født og opvokset i Danmark, mente anklager, at han skal have en ubetinget udvisning, og at han er præget af religiøs fundamentalisme.

Den 26-årige har blandt andet sendt en besked til en ven, hvor der står:

- Hvis jeg døde, ville jeg have været martyr. Det er den bedste belønning, man kan få.

Lasse Svensson mener, at det er et udtryk for nogle meget radikaliserede holdninger, som manden har tilegnet sig.

- Han er i bestemt påvirkelig, og det skal vi beskytte os mod, siger han.

Nægtede sig skyldig

Forsvarer Claus Bonnez tegnede i byretten et billede af sin klient som en småkriminel kontanthjælpsmodtager, der både ryger og drikker og ikke er religiøs.

Han var efter landsrettens dom glad for, at dommen blev stadfæstet i tre års fængsel og ikke fire år, som anklager gik efter.

- Min klient har fået laveste straf af syrienskrigerne, men han er også mindst fedtet ind i det, da han har haft meget lidt aktivitet i Syrien i forhold til de andre. Derfor vil vi have højesteret til at kigge på, om det er rimeligt, siger Claus Bonnez.

Den 26-årige mand har nægtet sig skyldig og forklaret, at han tog til Syrien for at dele nødhjælp ud, men endte i en militær træningslejr styret af IS i udkanten af den syriske by Aleppo.

Han forsøgte at komme væk, da det gik op for ham, hvor han var havnet, forklarede han.

17 personer fundet i IS-kartotek

Sagen mod den 26-årige mand bygger på et lækket medlemskartotek fra Islamisk Stat i Syrien.

Det afslører, at i hvert fald 17 personer med tilknytning til Danmark har meldt sig hos Islamisk Stat. Seks af de 17 er formodet døde, mens de sidste fire er efterlyst af dansk politi.

Det har også udgjort et helt centralt bevis i retssagerne mod seks andre unge mænd fra Danmark, der nu er idømt lange fængselsstraffe.

De er dømt for at have tilsluttet sig terrorbevægelsen Islamisk Stat tilbage i Syrien i 2013 og 2014.

Som de første i dansk retshistorie er to af de dømte blevet frataget dansk statsborgerskab, selv om de er født og opvokset i Danmark.

En 27-årige tyrker er desuden blevet udvist for bestandigt.

Facebook
Twitter