Langå har grandprix-feber: Fest for vinder-Jonas skal samle en fjerdedel af byen

Vi er jo megastolte over, at Jonas skal repræsentere Danmark, siger arrangør fra hjembyen.

Jonas Flodager Rasmussen kan regne med massiv opbakning fra hjembyen Langå, når han - forhåbentligt - synger "Higher Ground" i den europæiske finale i Lissabon. (ARKIVFOTO) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

En by har melodi grandprix-feber.

I grandprix-vinderens hjemby Langå ved Randers er indbyggerne gået i gang med at planlægge en kæmpe støttefest, når deres lokale viking Jonas Flodager Rasmussen den 12. maj skal synge ved melodi grandprix-finalen i Lissabon.

Maria Leicht er initiativtager til den store fest, der skal foregå i byens idrætscenter.

- Der bliver talt rigtigt meget grandprix i Langå i øjeblikket. Vi er jo megastolte over, at Jonas har vundet og skal repræsentere Danmark, siger hun.

- Langå er ikke nogen særligt stor by, og folk kender hinanden – så det er rigtig stort!

Der er plads til 750 personer ved grandprix-festen i idrætscentret. Og der bor 2.800 personer i Langå.

- Vi arrangerer storskærm, og alle er velkomne til et gratis arrangement. Og vi skal selvfølgelig heppe, feste og gejle det hele op i vikingestemning for at støtte Jonas, siger Maria Leicht.

- Vi håber selvfølgelig, at der bliver fuldt hus!

Og opvarmningen til festen begynder allerede i ugerne op til finalen.

- Vi har et forårsmarked i Langå, hvor man kan lave postkort med lykønskninger til Jonas, som han skal have med til Lissabon. Og så kan man købe krus med Rasmussen på, fortæller Maria Leicht.

At indbyggerne i Langå virkelig tror på Jonas Flodagers Rasmussens chance kan ses ved, at festen er lagt på finaleaftenen. Dermed tager Langå-boerne det for givet, at vikingen nok skal gå videre fra semifinalerne og slå sig igennem til finalen.

- Det føler vi også ret overbevist om. Men skulle det - mod al forventning - ikke ske, så holder vi festen alligevel og håber, at folk vil bakke op, siger Maria Leicht.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.